Tilsyn giver påbud efter dødsulykke
Den virksomhed, som stod for servicering af lift ved IBF, har fået et strakspåbud for manglende sikkerhed i forbindelse med en ansats død.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Sikkerheden var ikke i orden, da en 21-årig mand i søndags blev dræbt i en arbejdsulykke.
Det fastslår Arbejdstilsynet i en rapport, som JP Horsens har fået aktindsigt i.
Ulykken skete søndag formiddag, da den unge mand blev klemt ihjel under en lift på betonvirksomheden IBF på Vrøndingvej. Manden var ansat ved virksomheden KVM, som var på stedet for at udskifte en hydraulikpumpe. En lift faldt ifølge politiet ned over manden, som døde af sine kvæstelser.
Arbejdstilsynet har undersøgt sagen og har givet KVM et strakspåbud, der skal »rette op på forhold, som strider mod arbejdsmiljølovgivningen,« skriver tilsynet i afgørelsen.
»I har fået strakspåbud om at sikre arbejdet med udskiftning af hydraulik-cylindre på bræddestakker, i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Samt at sikre der træffes effektive foranstaltninger mod sammenstyrtning af maskinen under service. Det har I, fordi vi konstaterede følgende: ansat bliver klemt under udskiftning af hydraulik-cylindre, da maskinen styrter sammen.«
Politisag endnu uafklaret
Det er kutyme i sager med dødsulykker, at Arbejdstilsynet vurderer, om der er grundlag for at melde virksomheden til politiet eller udstede en bøde.
»Det er fast praksis, når vi for eksempel undersøger en alvorlig arbejdsulykke, en grov overtrædelse, eller hvis en virksomhed ikke efterkommer et påbud fra os,« skriver tilsynet, som endnu ikke har truffet denne afgørelse.
IBF har ikke ønsket at kommentere sagen, da den 21-årige, som kom fra Nordjylland, ikke var ansat i virksomheden, men kom fra en ekstern virksomhed.
JP Horsens har forsøgt at få en kommentar fra hans arbejdsgiver KVM, men direktør Lars Nørgaard har ikke besvaret henvendelserne.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.