29-årige Helene Engelund bliver leder af Horsens Billedskole: »Vi er voldsomt begejstrede«
»Vi er voldsomt begejstrede for, at Helene Engelund har sagt ja tak til jobbet,« siger kultur- og eventchef.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
Lige siden Helene Engelund var barn har billedskolen i Horsens fyldt en stor del af hendes liv.
Først gik hun på skolen som elev. Så blev hun underviser og frivillig, og senere blev hun projektkoordinator.
Nu skal den 29-årige horsensianer stå i spidsen for den billedskole, hvor hun i mange år har været et velkendt ansigt.
Det oplyser Billedskolen Horsens fredag i en pressemeddelelse, hvor skolen oplyser, at Helene Engelund fra den 3. august tager over som leder.
»Vi er voldsomt begejstrede for, at Helene Engelund har sagt ja tak til jobbet som leder af Billedskolen. Vi kender Helene særdeles godt, og lige præcis hendes kompetencer og personlighed bliver en kæmpe gevinst for Billedskolen,« siger Lasse Schuleit, der er kultur- og eventchef i Horsens Kommune, i pressemeddelelsen.
Helene Engelund er født og opvokset i Horsens, og hun har i flere år arbejdet med børn og unges læring og kreativitet.
Hun har en kandidat i uddannelsesvidenskab og har tidligere været en del af store projekter på billedskolen som DM i tegning og Tegnefestival samt talentprogrammet Visuelt Gymnasium.
»Billedskolen har betydet så meget for mig i mit eget børne-, ungdoms- og voksenliv. Jeg glæder mig allermest til at bidrage til at udvikle det fantastiske læringsrum for kreativitet og eksperimenter, der allerede er. Og så glæder jeg mig til at tænke nye tanker om, hvad Billedskolen kan tilbyde kulturlivet i Horsens,« siger Helene Engelund i pressemeddelelsen.
Kære abonnent
Var denne artikel værdifuld for dig?
Hjælp os – og brug 30 sekunder på at skrive din mening.