Tårnhøje gaspriser presser fjernvarmen til nye tiltag - inklusiv et gebyr til dem, der udnytter varmen dårligt

Pres på forsyningsnettet får nu Fjernvarme Horsens til at sætte gang i flere nye tiltag.

Artiklens øverste billede
Overskudsvarme fra biogasanlægget Horsens Bioenergi i Rådved, er en del af planen for, hvordan fjernvarmen skal sikres i Horsens den kommende tid. Arkivfoto: Mette Kjær

Lige nu er der rigtig mange danskere, der gerne vil kobles på fjernvarmenettet. Det oplever de også i Fjernvarme Horsens.

Der er derfor også opstået et akut behov for mere varmeenergi i fjernvarmenettet.

Situationen får nu Fjernvarme Horsens til at indføre en såkaldt »motivationstarif«, som fra den 1. juli lægger et gebyr på en dårlig udnyttelse af fjernvarmen og omvendt belønner forbrugere med en effektiv udnyttelse.

Det skriver Horsens Fjernvarme i en pressemeddelelse.

»Netop på forbrugersiden findes store potentialer, og dem tager vi nu fat i. Hvert år må Fjernvarme Horsens’ andelshavere se adskillige millioner kroner forsvinde ud i den blå luft, fordi mange af de forsynede ejendomme udnytter den modtagne fjernvarme for dårligt. Det skyldes oftest dårligt indregulerede anlæg eller uhensigtsmæssige forbrugsmønstre,« siger direktøren hos Horsens Fjernvarme, Christian Niederbockstruck, i pressemeddelelsen.

Forbrugerne skal bruge fjernvarmen bedre

Horsens Fjernvarme vil selv gøre en del for at optimere produktionen og fjernvarmenettet, men det er ikke kun på produktionssiden, der er fokus på øget effekt og optimeringer.

En stor del af arbejdet skal kunderne lave.

»Med så mange i kø til fjernvarmen, må det sikres, at den effektivt producerede fjernvarme også udnyttes effektivt af forbrugerne og ikke går til spilde,« udtaler Christian Niederbockstruck.

Det betyder, at der skal produceres mere varme end nødvendigt, hvilket belaster produktions- og distributionsanlæg unødigt. Det skaber øgede udgifter, som så igen rammer alle kunderne, lyder det fra selskabet.

»I en tid, hvor fjernvarme er en efterspurgt ressource, har vores andelshavere en forpligtigelse til at være bevidste og ansvarlige fjernvarmeforbrugere. Det skal vi hjælpe dem med, så vi i fællesskab hurtigere kan få flere over på fjernvarme og væk fra fossil og dyr naturgas,« lyder det fra direktøren.

Et motiverende gebyr

Der vil være hjælp at få i form af rådgivning og en gratis app, ligesom fjernvarmeselskabet vil tage fat i kunder, hvor man via fjernovervågning af måleapparater kan se en særligt dårlig varmeudnyttelse.

Et nyt tiltag skal dog øge motivationen for kunderne for at ændre på den dårlige udnyttelse.

Den såkaldte »motivationstarif«.

Fra andre byer har Fjernvarme Horsens erfaret, at det har vist sig at være en effektiv og fair måde at udnytte de fælles ressourcer bedst muligt, lyder det, fordi de øgede udgifter i højere grad betales af dem med den mindst effektive varmeudnyttelse.

»Som fjernvarmekunde gør man allerede den grønne omstilling en stor tjeneste uden den helt store indsats. Fjernvarme er nem varme, og det er fjernvarmeselskabets ansvar at sikre så effektiv og bæredygtig produktion som mulig. En optimering af den enkelte boligs fjernvarmeinstallation er en relativt nem og billig måde for fjernvarmekunderne at løfte deres del af ansvaret for en effektiv udnyttelse af energiressourcerne - og at få mulighed for en lavere varmeregning,« udtaler direktøren.

Har man mistanke om, at ens fjernvarmeanlæg ikke kører som det skal, bør man få det tjekket, lyder opfordringen. Før man ringer til VVS’eren, kan man benytte app’en »E-Forsyning«, hvor man kan aflæse sine egne målerdata og få en ide om problemets omfang.

Forsyningen optimeres

Ud over det nye tarif-tiltag, er der også mere fjernvarme på vej i rørene.

Som JP Horsens tidligere har kunnet fortælle, er et nyt stort samarbejde på vej mellem Horsens Fjernvarme og Horsens Bioenergi.

Der er nemlig overskudsvarme nok på biogasanlægget til at opvarme ca. 2200 boliger, men først efter at der er blevet gravet fjernvarmerør ned i nærheden af biogasanlægget, er det blevet muligt at udnytte varmen.

Et andet tiltag handler om at effektivisere den produktion, der allerede er i Fjernvarme Horsens.

I den kommende tid opføres endvidere flere akkumuleringstanke, hvor fjernvarmen kan oplagres, til der bliver behov for den. Den øgede lagringskapacitet vil ifølge Fjernvarme Horsens gøre det muligt i højere grad at producere varmen, når det er billigst, og ikke kun når varmen efterspørges.

»Det vil mindske behovet for at lave varme på fossil naturgas ved spidsbelastninger og dermed hjælpe udfasningen af gas på vej, siger direktøren og tilføjer, at tiltagene vil give mere optimale forhold for den mest effektive produktion af fjernvarme,« siger Christian Niederbockstruck i pressemeddelelsen.

Hvis du vil vide mere om Horsens

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.