Insektmekka på vej til Tyrsted: Kæmpestor naturpark står klar inden nytår
Tyrstedlund Naturpark er en del af Horsens Kommunes forsøg på at blive Danmarks vildeste kommune.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
80.000 kvm. til at boltre sig på for både insekter, dyr i almindelighed og naturligvis mennesker. Det er, hvad der er på vej til Tyrsted i Sydbyen.
Arbejdet er allerede gået i gang, og inden årets udgang er det meningen, at den nye naturpark mellem Tyrstedlundstien og Boller Overskov skal stå klar til brug.
»Tyrstedlund Naturpark støder op til store boligområder, og formålet er at få skabt et sted, som daginstitutioner, skoler og horsensianere kan bruge til at gå en tur, nyde naturen og blive klogere på insekter, natur og planter. Vi vil rigtig gerne udvikle områder, hvor vi både gavner biodiversiteten, men samtidig skaber grønne områder, der er rare og spændende at være i for horsensianerne,« siger Rikke Christensen (R), formand for Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.
Naturparken kommer til at bestå af fem forskellige blomsterenge til glæde for især insekterne, der kan nyde godt at pollen og nektar, og landskabet kommer til at variere mellem bakker, sump, lys og skygge, så der er mulighed for mange forskellige typer liv.
»Der er tænkt så mange spændende tiltag ind i den nye naturpark. Der er både noget for de dyr, der gerne vil leve på sten og under træstammer, og der er noget for de dyr, der har brug for kvas. Og en sø, der sørger for vand til tudser og salamandere og giver drikkevand til fugle, pindsvin, bier og sommerfugle,« siger Malene Steen Simonsen, projektleder for biodiversitet i Horsens Kommune
Tyrstedlund Naturpark er en del af Horsens Kommunes forsøg på at vinde Miljøministeriets konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune.
»Udover at det er til gavn for blomster og insekter, håber vi, at beboere i området og andre, der vil gå tur i området, vil nyde det og finde inspiration til at kaste sig ud i biodiversitets-projekter derhjemme. I den nye naturpark kommer der skilte rundt i parken og ved ind- og udgange, der klæder de besøgende på til at gå i gang i deres egne haver,« siger Malene Steen Simonsen.
Kære abonnent
Var denne artikel værdifuld for dig?
Hjælp os – og brug 30 sekunder på at skrive din mening.