Brite tiltalt i sag om dødelig skibskollision
En 30-årig brite skal i retten tiltalt for at være skyld i ulykken.
- Bliv opdateret på Horsens – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret
Københavns Politi har nu rejst tiltale mod en 30-årig brite, der bl.a. er tiltalt for uagtsomt manddrab, efter to danske søfolk mistede livet sidste år.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Briten er tiltalt for at have ført det fragtskib, der den 13. december sidste år kolliderede med skibet Karin Høj, mens han angiveligt var påvirket af alkohol. Skibet er ejet af Rederiet Høj, der har base i Horsens.
Karin Høj kæntrede efter en påsejling af skibet Scot Carrier mellem Sverige og Bornholm, hvor to danskere altså mistede livet.
Den 30-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Han er desuden tiltalt for at have sejlet videre efter kollissionen uden at yde hjælp til besætningen på Karin Høj, oplyser Københavns Politi.
Den 30-årige mand blev efter kollisionen anholdt af svensk politi, og ved et grundlovsforhør i Københavns Byret blev han den 17. december varetægtsfængslet in absentia. Han blev udleveret den 6. februar 2022 og har siden siddet varetægtsfængslet.
Sagen skal behandles i Københavns Byret. Første retsmøde finder sted 16. juni. Dommen forventes at falde en uge senere.
- Bliv opdateret på Horsens – modtag vores nyhedsbrev
- Hvad undrer dig? Skriv, og lad os hjælpe med at finde svaret