Efter en uheldig SOS-melding kom druk-folkefesten på Wall of Sound endelig
Scarlet Pleasure har fået millennials til at blive boyband-besatte. Ad omveje blev trioen også et nationalklenodie med druk-hittet over dem alle.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.
19:45 træder de danske pophelte ind på scenen med dobbelt-ekstraforstærkning på de seksstrengede. Et toneopbrudt riff har allerede hugtænderne direkte i sit publikum med åbneren ”Better”. Fem-personers opstillingen udleder fra første moment et rocket udtryk, der fortsætter koncerten igennem. Et four on the floor-beat blæser for alvor festen i gang med wah-wah guitarpedalen i bund.
Der er gennem en stærk åbningssekvens slået fast, at hitkartoteket både har b-sider, bobler og giga-hits til masserne. Orkestret kommer dog i problemer i en sådan grad, at jeg nærmest føler mig nødsaget til at fyre et nødblus af. ”SOS” dør således fuldstændigt i en basrundgang eller to. Der er simpelthen ingen lyd igennem fra hverken bas eller vokal. Det varer næppe mere end to sekunder, men er minimum to sekunder for meget.
”Deja Vu” præsenteres med a cappella intro, der formår at synge festivalpladsen op tilsat uperfekt vibrato. Det er dog noget, der kan reddes på charmen. Man bliver nærmest Buffalo-støvle høj på Scarlet Pleasures energi. Det er en hellig gral af evig ungdom, og så bliver det ikke mere hjerteknuser-poppet end dette.
Den totale popfest har sporadisk vist sit ansigt uden at have sat samtlige sjæle og fællesklaphænder i det ildrøde felt. Uudgivne ”Space” er eksempelvis et fint nummer, men profiterer ikke voldsomt meget på det store momentum, der skabes. Og det er lidt synd, for sætlisteovergangene er nemlig skudsikre og organiske.
Momenter af usikkerhed i vokalen under ”24/7” og ”What a Life” taler også med til, at bagkataloget præsenteres flot, men måske ikke optimalt.
72 minutters populærmusikalsk fest senere takkes der af med ordene: ”Stort tillykke med alle, der har fået deres ungdom og frihed tilbage.” Det kan man vist ikke modargumentere trods et par tekniske kalamiteter her og der.
Scarlet Pleasure, Forest Stage – Wall of Sound
Denne artikel er leveret til JP Horsens af GAFFA.
- Kom i dybden med Horsens – modtag vores nyhedsbrev.
- Følg os – på Facebook, LinkedIn eller Instagram.
- Tip os – hvis du har en god historie.