Tyve har stjålet adskillige stykker værktøj fra byggeri i Rædersgade
Ukendte gerningsmænd har stjålet flere stykker værktøj fra byggeriet i Rædersgade.
Byggeriet af det nye p-hus i Rædersgade er fortsat i fuld gang, og i weekenden blev det ramt af en ny udfordring: Nemlig et tyveri.
Sydøstjyllands Politi oplyser tirsdag morgen, at der er blevet stjålet adskillige stykker værktøj fra en container i forbindelse med byggepladsen.
Vicepolitiinspektør Stig Simonsen fortæller, at der mellem fredag eftermiddag kl. 14 og mandag morgen kl. 6 er blevet stjålet en nøgle fra en nøgleboks, der var blevet opbrudt. Han fortæller, at nøglen passede til containereren, hvorfra der er blevet stjålet bl.a. noget lys, forskellige skrue- og boremaskiner, ladere, batterier, en borehammer, vinkelsliber og en masse andet værktøj.
Ifølge Stig Simonsen er der ikke angivet nogen værdi af værktøjet. Tyvene har dog overset en ting. Værktøjet er nemlig indgraveret og kan genkendes ved, at der står Hessellund El eller PF på det meste af det.