Simon Kjær er den 18. bedste i verden: »Helt ekstraordinært«

I Lund IF er de stolte af Simon Kjær, som tidligere har spillet i klubben. Han er et idol for de unge spillere, lyder det fra formand.

Artiklens øverste billede
Simon Kjaer og hans kone Elina Gollert ved Ballon d'Or 2021 Foto: Anne-Christine POUJOULAT / AFP

Hvis du vil vide mere om Horsens

Mandag blev landsholdsanfører Simon Kjær kåret som verdens 18. bedste fodboldspiller i 2021.

Det skete, da arrangørerne af Ballon d’Or annoncerede deres liste over de bedste fodboldspillere lige nu. Kjær sluttede foran stjernespillere som Harry Kane (Tottenham Hotspur F.C.) , Bruno Fernandes (Manchester United), Phil Foden (Manchester City) og Pedri (FC Barcelona).

Det er de utroligt stolte af i Lund IF, hvor Simon Kjær spillede i sine tidlige ungdomsår.

»Jeg synes, det er flot. At han overhovedet blev indstillet er helt ekstraordinært,« siger Mads Busk Larsen, der er formand for Fodbold Ungdomsudvalget i Lund IF.

»Han har haft et rigtig godt år, og det her en god måde et give ham et cadeau på,« siger han.

Et idol

Simon Kjær spillede i Lund IF da han var ung. Tidligt blev han dog hentet til talentholdet i Horsens, og som andenårs-lilleputspiller blev han udtaget til drengeholdet i AC Horsens, inden han senere tog videre til FC Midtjylland. Siden 2020 har han spillet i A.C. Milan.

I Lund IF har de bestemt ikke glemt, hvor Simon Kjær kommer fra. De er enormt stolte af, at en så stor spiller startede i Lund – faktisk har de givet deres stævne navnet Simon Kjær Cup.

Ifølge Mads Busk Larsen er Simon Kjær et emne, som mange unge spillere snakker om, og som de ser op til. Selv synes han, at 18. pladsen til Simon Kjær var fortjent.

»Så det er bare endnu en ting, der gør, at vi har et idol i klubben, som alle de unge kan se op til,« siger han.

Ballon d’Or er den mest prestigefyldte fodboldpris, man kan vinde som fodboldspiller. Det er mediet France Football, som uddeler den, og det er kun en udvalgt gruppe af journalister og trænere, der får lov til at stemme.

Igen i år vandt Lionel Messi, mens danske Pernille Harder blev nr. syv blandt kvinderne.

Undervejs i ceremonien blev Simon Kjær hyldet for sin håndtering af episoden i Parken under EM-slutrunden, hvor Christian Eriksen kollapsede på banen.

»Ikke alle helte bærer kappe,« sagde den tidligere Chelsea-angriber Didier Drogba om Simon Kjær ved uddelingen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Hvis du vil vide mere om Horsens

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen