Døgnrapporten: Villa brændte ned af ukendt årsag

Lørdag morgen brændte et hus på Silkeborgvej ned. Politiet kender endnu ikke årsagen.

Artiklens øverste billede
Lørdag morgen måtte brandvæsen og politi rykke ud til en villa, der var brændt ned. Foto: Thor Hedegaard.

Hvis du vil vide mere om Horsens

Døgnrapporten for den 23. oktober

Flere indbrud

I løbet af lørdag eftermiddag har tyve trængt ind i to villaer. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Indbruddene skete på Dalgasvej og Plantagen i Horsens, hvor tyve stjal flere forskellige affekter. Politiet vil i begge tilfælde ikke komme nærmere ind på, hvad der er blevet stjålet.

Det vides ikke, om de to hændelser er relaterede.

Villa brændte ned

Klokken 5.11 lørdag morgen blev politiet kaldt ud til en brand på Silkeborgvej nær Horsens.

Huset er »mere eller mindre udbrændt«, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi John Skjødt.

Ingen mennesker var til stede, heller ikke ejeren af huset, der efterfølgende er kontaktet.

På mandag skal en brandundersøgelse klarlægge årsagen, som politiet ikke umiddelbart har kendskab til.

Døgnrapporten for den 22. oktober

Tyv stjal adskillige genstande

Mellem 18.30 og 21.00 torsdag aften har der været indbrud hos en 25-årig mand, der bor på Langmarksvej. Sydøstjyllands Politi oplyser, at gerningsmanden har stjålet en træfigur, højttalere, en bærbar computer, telefoner, lysestager og en spillekonsol.

Gerningsmanden brød ind på adressen ved at knuse en rude i en dør.

Narkokørsel

En 23-årig mand blev rutinemæssigt stoppet af politiet, da han torsdag eftermiddag klokken 16 kom kørende ad Nørregade. Her viste det sig, at den 23-årige var påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af narko.

Manden, der stammer fra Odder, er blevet løsladt efter anholdelsen.

Døgnrapporten for den 19. oktober

Oliespild og uheld

En vognmand skulle mandag eftermiddag fragte en transformator fra Torstedalle i Horsens til Hedensted, men det gik ikke som planlagt.

Transporten lækkede olie over en længere distance, hvilket medførte uheld og farlige situationer. Bl.a. var der oliefilm på Plutovej i Horsens, rute 170 på vej mod Hedensted og på Overholmvej i Hedensted.

Chaufføren var en 29-årig mand fra Juelsminde, som blev sigtet.

»Man skal sikre, at ting er spændt ordentligt fast, ikke forurener eller falder af,« siger Stig Simonsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

Oliespildet gav også anledning til flere problemer i trafikken.

Kl. 16.21 skete der et uheld, da en kvindelig bilist kørte op i en anden bilist. Uheldet skete, da den 29-årige bilist ikke kunne bremse. Uheldet skete i krydset ved Lokesalle og Thorsvej i Horsens, og der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Også en 46-årig kvinde fra Vejle skred ud i sin bil på rute 170 pga. olie.

Slagsmål på åben gade

En 42-årig mand og en 52-årig mand kom mandag aften op at slås på Houmannsgade i Horsens. Begge mænd er fra Horsens.

De to mænd var i et større skænderi, som endte med at de røg i totterne på hinanden. De blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og den 52-årige mand blev taget med til en overnatning i detentionen, da han ikke ville falde til ro.

Sigtet to gange på ti minutter

En 23-årig mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen to gange natten til tirsdag.

Manden udviste »støjende og utryghedsskabende adfærd«, og derfor måtte politiet køre til Circle K på Allegade, hvor manden stod og råbte.

Ti minutter senere var den dog gal igen, og politiet sigtede ham så for anden gang og tog ham med i detentionen. Manden er fra Horsens.

Døgnrapporten for den 18. oktober

Mandagens døgnrapport gennemgik flere hændelser sket i løbet af weekenden.

Politiet tog 04.55 søndag morgen en mand i at køre bil, selvom han ikke havde kørekort.

Lørdag nat blev en mand sigtet for besiddelse af stoffer, efter politiet havde anholdt ham med to gram hash i Nørregade. Manden er fra Brabrand, oplyser politiet.

Døgnrapporten for den 17. oktober

Politiet stoppede i nat en 19-årig mand fra Aarhus på Borgergade i Horsens. Han var påvirket af euroforiserende stoffer, hvilket efterfølgende blev påvist med en blodprøve fra skadestuen.

Døgnrapporten for den 16. oktober

Midt i efterårsferietrafikken skete der lørdag kl. 11.07 et harmonikasammenstød på Østjyske Motorvej. En bil bragede ind i bilen foran, som så blev skubbet ind i den næste bil i rækken. Det skete ved Gedved nord for Horsens. Ingen blev kørt på sygehuset, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Døgnrapporten for den 15. oktober

Bedrageri i Bilka

Torsdag kl. 12.02 blev en mand og en kvinde snuppet i Bilka i Høegh Guldbergs Gade, da de byttede rundt på prismærker på forskellige varer og forsøgte at bytte noget tøj, der slet ikke var købt i butikken. Den samlede værdi af bedrageriforsøget lyder på 576 kr., og en 42-årig mand samt en 22-årig kvinde, begge fra Horsens, er blevet sigtet for forsøget.

Døgnrapporten for den 14. oktober

Tyveri af kabelskrot

På Marsalle stak en tyv afsted med en større mængde kabelskrot. En port blev åbnet på ukendt vis, og en personbil kørte ind ved en skrothandler. Her forsvandt mellem 300-1.000 kilo kabelskrot.

Indbruddet er sket mellem tirsdag klokken 23.35-23.50, viser overvågningsbilleder fra stedet.

Døgnrapporten for den 13. oktober

Indbrud i Kirkens Korshærs varmestue

Tirsdag morgen blev et indbrud i Kirkens Korshærs varmestue anmeldt. Indbruddet er sket mellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 08.15 i varmestuen i Borgergade.

Tyven har fået adgang til varmestuen via en terrassedør, og der er stjålet en højttaler af mærket Soundboks fra stedet.

Mand på løbehjul kørt ned

En 41-årig mand kom i går kørende ad Bjerrevej syd for Horsens på et løbehjul, da en kvindelig bilist ikke overholdt sin ubetingede vigepligt.

Manden blev ramt af bilen, men kom ikke noget til. Der skete kun mindre materielle skader ved uheldet.

Den kvindelig bilist er 48 år og fra Horsens, mens manden er fra Hornsyld. Uheldet skete tirsdag klokken 15.13 ved Purhøjvej.

Døgnrapporten for den 12. oktober

En 67-årig kvinde overholdt i går ikke sin vigepligt, da hun kom kørende ad Fuglevangsvej i Horsens. Det resulterede i, at hun ramte en bus, der kom kørende ad Sverigesvej.

Både kvinden og buschaufføren er fra Horsens.

Ingen kom noget til ved uheldet, hvor der kun skete materiel skade. Dog blev et TDC-skab, der stod ved krydset, kørt ned.

Hvis nogen har oplevet fejl på tv- eller telefonsignalet, kan det være derfor, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Døgnrapporten for den 9. oktober

En 44-årig mand blev natten til fredag snuppet for spirituskørsel. Han kørte ikke i bil, men derimod på et motoriseret løbehjul ad Lichtenbergsgade i Horsens, da han blev stoppet.

»Det er heller ikke tilladt at køre påvirket på sådan et løbehjul,« konstaterer vagtchef John Skøtt ved Sydøstjyllands Politi.

Episoden skete klokken 00.08 natten til fredag, og manden bor i Horsens.

Den 44-årige blev anholdt og fik taget en blodprøve.

Døgnrapporten for den 7. oktober

Taget på fersk gerning

En mand fra Aarhus blev taget på fersk gerning, da han var ved at begå indbrud i en parkeret bil i Horsens.

Manden blev spottet, da han var i gang med indbruddet, og derefter fanget af politiet. Indbruddet skete klokken 18.44 og manden er 20 år.

Mindreårige butikstyve

To piger på 11 år og 12 år blev taget i butikstyveri i Bilka klokken 17.25 af en butiksvagt. De to piger havde taget parfume, tøj og covers til en værdi af over 600 kr.

Efter de blev stoppet fik den 11-årige pige lettet sit hjerte og erkendte også et tidligere butikstyveri i H&M.

Forældrene og de sociale myndigheder er inddraget i sagen.

Døgnrapporten for den 3. oktober

Hærværk på to biler på samme gade

To biler er i ly af mørket blevet udsat for hærværk på Teglgårdsvej. Begge biler er blevet ridset med en spids genstand. Det drejer sig om en Peugeot 208, der er blevet ridset fra venstre bagskærm og frem mod fordøren. Den anden hærværksramte bil er en Toyota varebil. Det er sket mellem lørdag kl. 16 og søndag kl. 8.

35-årig måtte en tur i detentionen

To personer kom så meget op at toppes ud for natklubben Sölibat i Rædersgade kort efter kl. 3 natten til søndag, at politiet måtte blande sig. Det kostede begge horsensianske mænd – en på 19 år og en på 35 år – en bøde for gadeuorden. Det var ikke muligt for betjentene at få den 35-årige til at falde tilstrækkeligt ned, så han blev anholdt og fik nogle timers afrusning i detentionen.

Uopmærksomhed gav uheld på motorvejen

Lørdag aften var det ved at gå helt galt på E45 ved Horsens. En 26-årig mand fra Esbjerg kørte i sydgående retning i en Peugeot 207, og her kom han ved uopmærksomhed til at påkøre en forankørende Nissan Micra ført af en 30-årig mand med ukendt adresse. Det fik den 30-årige skubbet ud af kurs, og han ender med fronten mod køreretningen. Heldigvis skete der ikke mere, og der skete kun en smule materiel skade ved uheldet.

Døgnrapporten for den 2. oktober

25-årig var sur på politiet

Tidligt lørdag morgen kl. 06.20 blev Horsens Ny Teater udsat for hærværk, da en mand smadrede en rude på bygningen. Derefter råbte han »pansersvin« ud i luften og forlod stedet. Han beskrives som dansk af udseende, cirka 25 år gammel med kort lyst hår. Han var iført sort t-shirt og blå jeans.

På baggrund af beskrivelsen af manden og på baggrund af hans udråb, har politiet en mistænkt, som man traf tidligere på natten. Det er en mand fra Løsning, som kl. 04.15 var i kontakt med en patrulje uden for natklubben Sölibat i Rædersgade. Her blev han sigtet for besiddelse af to gram hash, som også blev konfiskeret fra ham. Han fik også en bøde for at være aggressiv, voldelig og for at modsætte sig anholdelse. Politiet mener, det kan være det, han er blevet vred over.

»Psykopatpoliti« i parkeringskælderen

Fredag aften kort før kl. 23.30 var en større gruppe mennesker forsamlet i en parkeringskælder i Borgergade, og flere af dem diskuterede indbyrdes. En person, en 32-årig mand fra Aarhus, gjorde sig ekstra bemærket ved flere gange at råbe »psykopatpoliti« efter patruljen fra Sydøstjyllands Politi. Det fik han en bøde for. De øvrige personer blev bortvist fra parkeringskælderen.

Ballade i Bilka

En mand og hans kæreste var inde og handle i Bilka omkring kl. 18.15 fredag aften, da en person blev ved med at gå tæt på og provokere. Han skubbede også til kæresten og opfordrede til, at de kunne komme med udenfor for at slås. Politiet fik fat i den provokerende mand, en 53-årig horsensianer, som fik en bøde med sig fra optrinnet.

Døgnrapporten for den 1. oktober

Pølsekogere stjålet

Mellem torsdag og fredag har der været indbrud i en virksomhed på Birkholmvej i Østbirk, oplyser Sydøstjyllands Politi fredag. Politiet fortæller, at der er blevet stjålet fem pølsekogere til en værdi af 40.000 kroner, lige som der også er blevet stjålet »en større mængde« kabler, metaller og skrotbatterier. Ifølge politiet har gerningsmanden desuden også stjålet nogle kontanter.

Politiet forklarer, at gerningsmanden brød ind på virksomheden ved at knuse en rude i en port.

Undersøgte »mistænkeligt forhold«

Torsdag eftermiddag undersøgte politiet et mistænkeligt forhold og spærrede i den forbindelse Hede Nielsens Vej tæt på Fængslet. Afspærringen skyldtes en konfrontation mellem to grupperinger, og politiet efterforsker nu sagen. Sydøstjyllands Politi har fredag ikke yderligere kommentarer.

Hvis du vil vide mere om Horsens

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen