Endelig færdig: Nu åbner nye spor på højt trafikeret vej

Torsdag bliver der åbnet for to nye spor på Schüttesvej, men arbejdet fortsætter lidt endnu.

Artiklens øverste billede
I lidt over et år har vejarbejdere arbejdet på at udvide Schüttesvej fra to til fire spor. Foto: Horsens Kommune

Torsdag er der godt nyt til billister, som jævnligt benytter en af kommunens mest trafikerede veje.

I lidt over et år har vejarbejdere arbejdet på at udvide Schüttesvej fra to til fire spor, men på torsdag er de altså færdige med projektet.

»Jeg vil gerne takke alle bilisterne og beboere og erhvervsdrivende i området for deres tålmodighed, mens vi har arbejdet,« siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.

Samn Forsyning har i forbindelse med vejarbejdet udskiftet flere kloakledninger, hvilket også har påvirket trafikken i området.

Helt færdige er kommunen dog ikke endnu, og frem til nytår vil der således fortsat blive arbejdet på bl.a. fortove, cykelstier, belysning, udskiftning af signalanlæg i lyskrydsene og en stitunnel, der skal gøre det nemt og sikkert for fodgængere og cyklister at komme fra Bygholm Park over til Åbjergskoven.

Derfor vil der fortsat være en nedsat hastighedsbegrænsning på 50 km/t på vejen.

Kommunen har på samme tid arbejdet på at etablere en robust klimasikring af boligområdet Bygholm Åvænget og Horsens midtby.

Langs Bygholm Sø og Schüttesvej er en væg af jern blevet installeret i jorden, hvilket betyder, at vandet i Bygholm Sø nu kan stige op til 90 cm over normalen uden at give problemer på Schüttesvej eller nærliggende områder.

En ny automatisk sluse under vejen vil også kunne styre, hvor meget vand der lukkes ud i Bygholm Å.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen