Regionen er klar med plan for, hvordan sundhedsvæsenet kommer gennem vinteren

Sundhedsvæsenet er særligt presset om vinteren, og nu er der hjælp på vej, efter regionen har vedtaget en plan, der blandt andet skal sikre, at personalet fastholdes.

Artiklens øverste billede
Region Midtjylland forventer, at der til april vil være et efterslæb på mellem 22.000 og 23.000 operationer. Det svarer til det antal operationer, som regionens sygehus udfører hver måned. Arkivfoto: René Schütze

Regionens sygehuse er presset, og det forventes, at sygehusene tilsammen vil have et efterslæb ca. 20.000 operationer ved årsskiftet. Til april forventer regionen at være en måneds operationer bagud.

Men nu er regionen klar med en plan for, hvordan man hjælper sygehusene og regionsens sundhedstilbud gennem vinteren, hvor infektionssygdomme udbredes og skaber yderligere belastning, samtidig med at der er mange akutte patienter og personalesituationen er udfordret.

Planen blev vedtaget på et møde i regionsrådet onsdag aften og kaldes en »360 graders plan,« oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Ifølge regionen skal regionsansatte sammen med praksislæger og kommuner finde frem til flere fælles indsatser og udbrede dem, der fungerer særligt godt.

»Det er klart for alle, at der ikke findes ét quick-fix, der rydder presset på sundhedsvæsnet af vejen. Derfor går vi systematisk til værks med en plan, der når hele vejen rundt om sundhedsopgaverne i Region Midtjylland,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Små og store initiativer

Planen indebærer en vifte af små og store initiativer, der handler om personale. For eksempel bliver der sat gang i initiativer, der sigter mod, at antallet af vagter kan fordeles mere bredt på flere medarbejdere. Der arbejdes også med at reducere administrative opgaver for de mange medarbejdere, som er tættest på patienterne, og ledere.

Det skyldes, at én af de ting, der presser sundhedsvæsenet, er udfordringer med fastholdelse af personale. Det gælder både for psykiatrien, socialområdet og somatikken. Planen skal derfor blandt andet bidrage til et godt arbejdsmiljø i hele sundhedsvæsenet. Den skal sikre rekruttering af personale på kort og lang sigt samt støtte håndteringen af den nuværende høje akutte aktivitet, oplyser regionen i pressemeddelelsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen