Regionen opnår milepæl: 90 pct. har taget imod tilbuddet om coronavaccine

90 pct. af alle over 12 år i Region Midtjylland er blevet vaccineret mod covid-19. Dermed når regionen målsætning fra Sundhedsministeriet.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Finn Frandsen/Politiken

Region Midtjylland har nået en særlig milepæl i arbejdet med at få vaccineret borgere mod covid-19. 90 pct. af alle, der har fået en vaccine tilbudt, er nu vaccineret. Det vil sige alle, der mindst er fyldt 12 år.

Milepælen er særlig, fordi 90 pct. netop er den målsætning, der er meldt ud fra Sundhedsministeriets side. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

»Tusind tak for opbakningen til de mange borgere, der er vaccineret. I hjælper os med at holde smitten nede og sikre, at hospitalerne har kapacitet til at behandle de borgere, der har behov for behandling,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Tirsdag bliver milepælen fejret med kaffe og kage til de ansatte på vaccinestederne, for det er deres hårde arbejde, der har båret frugt, lyder det.

»Målet kunne ikke være nået uden en kæmpe indsats fra vaccinestederne. Deres medarbejdere har knoklet for at sikre alle inviterede borgere let adgang til vaccination,« siger Anders Kühnau.

Regionen opfordrer fortsat alle, der endnu ikke er blevet vaccineret, til at tage imod tilbuddet om vaccination.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen