Andelsselskaber vokser globalt

Dansk landbrugs andelsselskaber har vækst uden for Danmarks grænser. Og udviklingen fortsætter, fastslår den afgående formand for virksomhedernes talerør.

Trods globalisering og en stigende individualisering i det omkringliggende samfund vil dansk landbrugs andelsselskaber fortsat overleve på tanken om fællesskab. Faktisk har andelsvirksomhederne det bedre end nogensinde, når der måles på vækst i omsætning.

De klare budskaber lyder fra formanden for branchesammenslutningen Danske Andelsselskaber under Landbrugsraadet. 1. august går mælkeproducent Bent Juul Sørensen fra Ærø af som formand for andelsselskabernes fælles talerør. Men dermed bremses karrieren ikke i landbrugets top. Tværtimod. Bent Juul Sørensen er nemlig nyvalgt formand for Mejeriforeningen og forlader derfor posten i andelsselskaberne.

Gennem 125 år har andelstanken levet i dansk landbrug. Bønder ejer i fællesskab virksomheder, som anvender landbrugets råvarer i produktionen. Danske Andelsselskaber dækker i dag bl.a. over 13 store virksomheder med slagterigiganten Danish Crown, mejerikoncernen Arla Foods og grovvareselskabet DLG som klare flagskibe.

Antallet af andelsselskaber i Danmark er gennem de seneste årtier faldet støt. Til gengæld er de tilbageværende blevet større og større:

»Samlet omsætter andelsselskaberne for 136 mia. kr. Det svarer til ca. 80 pct. af omsætningen i Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk. Så vi har bestemt fortsat stor betydning i det danske samfund,« siger Bent Juul Sørensen.

Milliardomsætning

Ni af de 13 virksomheder har en omsætning, der måles i milliarder. Både Danish Crown og Arla er med på listen over landets fem største virksomheder. Andelsselskabernes samlede omsætning er steget med 44,3 pct. i perioden 1999-2005, som dækker perioden, da Bent Juul Sørensen har været formand for brancheforeningen:

»Dermed er landbrugets selskaber vokset hurtigere end andre, når der sammenlignes med en opgørelse af landets 500 største virksomheder. Det skal dog understreges, at væksten primært sker i koncernerne frem for moderselskaber - og dermed sandsynligvis i udlandet. Det understreger, at andelsselskaberne for alvor tager del i den globale udvikling,« mener Bent Juul Sørensen.

I den omtalte periode er Arla Foods dog skabt gennem en, stor dansk/svensk fusion, og den nye, fælles mejerigigant bidrager betydeligt til væksten i andelsselskabernes omsætning. Arla har desuden været på storopkøb i Storbritannien. Samtidig er der i de år sket store ændringer i svinesektoren med fusion mellem Danish Crown og Steff-Houlberg, ligesom der er opkøbt selskaber i Storbritannien, Polen og andre steder i udlandet. Landets største grovvarekoncern DLG har eksempelvis også for alvor bredt sig ud over landets grænser:

»Virksomhederne i Danske Andelsselskaber er vokset både organisk og gennem fusioner, opkøb og andre sammenlægninger, som tilfældet også er for aktieselskaber. Udviklingen fortsætter, og det stiller naturligvis nye krav til andelsselskaberne om at kunne arbejde over landegrænserne og tilpasse sig udviklingen,« understreger Bent Juul Sørensen og fortsætter:

»Andelsformen er medlemmernes billet til den internationale markedsplads, og det må da gerne ske i samarbejde med landmænd i andre lande. Denne type virksomheder er forbrugernes alternativ til multinationale selskaber med et skjult ejerskab. I andelssektoren ved man, hvem der står bag råvaren, får overskuddet, har indflydelsen samt interessen i fødevaresikkerheden. Derfor vil der også skabes alliancer med detailhandlen om afsætning.«

Mislykket mejerifusion

Netop en meget stor, grænseoverskridende mejerifusion var på vej i fjor, da Arla Foods forhandlede fusion med den hollandske konkurrent Campina. Forhandlingerne strandede dog. En forklaring var for store forskelle i selskabernes opbygning af kapital. Campinas egenkapital er for en stor dels vedkommende placeret i medlemsbeviser, som den enkelte mælkeproducent kan tage med sig, hvis han forlader selskabet. I Arla Foods og andre danske andelsselskaber er stort set hele egenkapitalen kollektiv og kan ikke tages med. Arla har dog indført en ordning, så en del af den fremtidige opbygning af egenkapital ud af selskabets overskud sættes på personlige konti, og der findes tilsvarende løsninger i andre andelsselskaber.

Som bestyrelsesmedlem i Arla Foods var Bent Juul Sørensen del af Campina-forløbet, som han ikke ønsker at rippe op i. Han erkender dog, at forskelligheder kan være en hindring, hvis der skal fusioneres:

»Men for mig er det en klar styrke med den danske andelstanke, hvor vi sikrer nye og kommende generationer en fremtid, da selskaberne ikke tømmes for værdier. Naturligvis skal de nuværende andelshavere også sikres. Opbygning af en vis individuel kapital er helt i tråd med, hvad man gør i andre lande og selskaber, så det er dermed en international model.«

I dele af landbruget er der et stort ønske om, at endnu mere af den fælles værdi i andelsselskaber sikres den enkelte landmand:

»Det er altid sundt med en debat. Vi lever i en tid, da individualismen er fremherskende, og derfor vil der også i landbruget komme den slags krav, som opleves i andre dele af samfundet. Prøv bare at se tankerne om at splitte andelsboligforeninger op, så den enkelte lejer skal kunne eje sin egen ejendom.«

»I udlandet oplever jeg stor interesse hos landmænd for at høre om vores systemer. Der ses på Danmark med misundelse, da vi i et lille land gennem fællesskaber har fået opbygget stærke virksomheder. Målet i andelsselskaberne er naturligvis som i alle andre virksomheder at tjene penge, ligesom landmanden sikres afsætning af sin produktion,« mener Bent Juul Sørensen.

Danske Andelsselskaber har for kort tid siden præsenteret et katalog med anbefalinger om god selskabsledelse i andelsvirksomhederne.

Det peger bl.a. på international erfaring og kompetence i bestyrelserne. Især DLT-Trifolium er på det område førende, ligesom svineslagterierne Dansh Crown og Tican netop har været igennem en proces med netop fokus på selskabsledelse.

Arla Foods har desuden for kort tid siden indledt en runde med revision af mejerikoncernens principper for god ledelse af selskabet.

jesper.olesen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.