Flere lejligheder i Aarhus trods krise
På havnen i Aarhus skyder nye lejligheder op, selv om boligbyggeriet er det laveste i 90 år. Pension Danmark tror på fornuftigt afkast trods krise.
Pensionsselskaberne har penge til at investere, hvor andre kan have svært ved at samle kapital.
Et af dem er Pension Danmark, som lige nu bygger lejligheder på både Aarhus havn, Vejle havn og i Ørestaden ved København. Et af de mest markante byggerier er Isbjerget på Aarhus havn, som er indflytningsklart om et lille år.
»Vi har under finanskrisen haft held til at finde og få tilbudt spændende boligprojekter, hvor vi vurderer at kunne opnå et fordelagtigt afkast. Når vi bygger, ser vi først og fremmest på beliggenheden, kvaliteten og udlejningspotentialet. Alle tre dele skal være attraktive,« siger direktør i Pension Danmark Søren Ulslev.
Faktisk viser en ny analyse fra Ejendomsforeningen Danmark, at Østjylland er det sted i Danmark, hvor byggeaktiviteten de senere år har været størst, og det er Isbjerget et godt eksempel på. Søren Ulslev vurderer da også, at der netop i Aarhus er stort potentiale for at udleje boliger.
»Det helt afgørende er beliggenheden og kvaliteten af byggeriet. Og så har vi haft et godt samspil med kommunen, der er ved at udvikle en helt ny bydel ved vandet og i hjertet af Aarhus, hvor Isbjerget ligger. Det har vi vurderet, at der er et stort potentiale i,« siger han.
Potentiale i leje
Ejendomsforeningen Danmarks analyse viser også, at investorerne i fremtiden bør satse på professionel udlejning af lejligheder, da der ikke længere er samme efterspørgsel på ejerlejligheder, som der var under højkonjunkturen. Størstedelen af lejlighederne i Isbjerget skal da også være lejelejligheder, men faktisk har der allerede været interesse for også at købe lejligheder i byggeriet.
Og Pension Danmark regner ikke med, at Isbjerget bliver det sidste lejlighedsbyggeri i Aarhus lige foreløbig.
»Potentialet for nye boligbyggerier ligger først og fremmest i de større danske byer - ikke mindst i Aarhus og København. Derfor regner vi også med, at der vil opstå nye muligheder i Aarhus i de kommende år. Vi har et ønske om at investere 2 mia. kr. hvert år i de kommende fire til fem år. Derfor er vi hele tiden på udkig efter gode investeringsmuligheder - herunder ikke mindst i ejendomme og andre inflationssikrede aktiver, som kan give vores medlemmer et stabilt afkast,« slutter Søren Ulslev.