Indgreb gør ondt på Sonofon
Myndighedskrav om lavere afregningspriser internt i mobilbranchen har været et dyrt bekendtskab for Sonofon.
»Det har betydet nogle procenter på indtjeningsmarginen,« erkender adm. direktør Henrik Clausen.
Præcist hvor mange millioner, IT- og Telestyrelsens krav om lavere engrospriser på kald fra fastnet- til mobilselskaber har betydet, vil Sonofon-direktøren ikke ud med. Men et kig på det seneste kvartalsregnskab viser, at Sonofon ved et fald på blot 3 pct. i indtjening får barberet op mod 40 mio. kr. af kvartalets overskud.
Henrik Clausen ærgrer sig over indgrebet, men understreger, at milliontabet er indregnet i forventningerne til Sonofons samlede årsresultat.
»Men det betyder, at vi skal arbejde ekstra hårdt for at nå vores mål,« siger Sonofondirektøren.
TDC, Telia og Sonofon fik 1. maj trukket en prisaftale ned over hovedet af IT- og Telestyrelsen, som betyder, at de tre selskaber frem til 2008 skal sænke den interne afregningspris over for fastnetselskaber med 35 pct. Indgrebet sker i håb om, at fastnetkunder vil slippe billigere, når de ringer til mobiltelefoner.