Turisterne klager
Svineri i hovedstaden
TURISME Smadrede flasker, fedtede pizzabakker og fladtrådte dåser. Overalt i Københavns gader har det i sommermånederne flydt med affald. Svineriet er nu så omfattende, at turister er begyndt at klage til turistorganisationen Wonderful Copenhagen, skriver Berlingske Tidende. »Bl.a. bliver Nyhavn nævnt, men ellers er de klager, vi hører, mere i generelle vendinger og ikke over bestemte steder i byen,« siger projektleder Camilla Kjærsgaard fra Wonderful Copenhagen. Hun tilføjer, at det er et nyt fænomen, at turisterne ligefrem klager over byens udseende. Om de beskidte gader skræmmer turister væk, har Wonderful Copenhagen ikke undersøgt. Men hvis turister spreder et indtryk i deres hjemland af, at København er en beskidt by, kan det på sigt påvirke turismen negativt. /ritzau/