Biografer truet af digital teknologi
Op mod 100 danske småbiografer risikerer at dreje nøglen om inden for seks år, hvis ikke der sættes ind fra politisk hold, vurderer brancheforening.
Over halvdelen af landets 165 biografer er truet af lukning.
I løbet af få år vil filmproducenter og udlejere ikke længere levere filmene på de traditionelle 35mm-filmspoler, men i stedet kun i digital form.
Det betyder, at biograferne må investere i ny og dyr teknologi for at kunne vise film, og den har kun de største biografer råd til, vurderer formand Kim Pedersen fra brancheorganisationen Danske Biografer.
»Digitaliseringen af de danske biografer påbegyndes inden for fire år. Der vil måske gå seks år, inden 35 mm-kopien dør. Det betyder, at alle biografer må ud at købe digitale anlæg, ellers kan de ikke vise film. Det er en meget stor investering, der samlet set bliver på over 200 mio. kr.,« siger Kim Pedersen. Han frygter, at digitaliseringen vil medføre decideret biografdød, hvor landets små biografer må lade livet.
»Et nyt anlæg koster omkring en halv mio. kr., og det er der omkring 100 biografsale i Danmark, der ikke har råd til. Hvis de ikke kan få massiv støtte fra stat og kommune til at købe den ny teknologi, så overlever de ikke,« siger han.
Jane Lykke, formand for Foreningen af Mindre og Mellemstore Biografer er enig: Digitaliseringen kan betyde lukning for mange af hendes medlemmer.
Få gæster
»Selv om jeg ikke har hørt det tal før, er jeg 100 pct. enig i, at digitaliseringen er en alvorlig trussel. Der er 29 biografer blandt vores medlemmer, der har under 5.000 gæster årligt. Det er svært at forestille sig, hvor de skal få en halv mio. kr. fra til digitalt udstyr. Jeg frygter, at de må lukke,« siger Jane Lykke, der mener, at man fra politisk side bør skride ind.
»Det er utrolig vigtigt, at vi får rusket op i politikerne. Hvis de ikke gør noget for at bevare kulturen i yderområderne, så forsvinder den. Det er ikke synd for biograferne, det er synd for borgerne. Det er dem, der mister de kulturelle inputs, som en biograf giver,« pointerer Jane Lykke.
Det Danske Filminstitut har gennem længere tid set nærmere på fremtidens digitale udfordringer. Områdedirektør Anders Geertsen er enig i, at støtte er nødvendig, hvis de små biografer skal overleve.
»Vi håber på, at vi kan hjælpe biograferne økonomisk. Men det ved vi ikke endnu, for filmforliget for de næste fire år er endnu ikke forhandlet. Det vil det første blive efter sommerferien,« siger han.