Forsvaret skal uddanne nye typer ledere

Militæret: Nyoprettede lederuddannelser skal tiltrække unge uden for militæret. Uddannelserne kan gavne dansk erhvervsliv.

Artiklens øverste billede
Forsvaret bliver leveringsdygtige i en ny type ledere, der ikke kun har erfaring inden for universitetets mure eller militærets hegn, men en kombination af begge verdener. Premierløjtnant Danni Ørting Haubro har skiftet militæret ud med en stilling i Novo Nordisk.

Der er en ny type leder på vej ind i dansk erhvervsliv. Forsvarets uddannelser går i denne tid igennem en dramatisk reorganisering, der som resultat serverer nye uddannelser, der skal være langt mere tidssvarende og fleksible end før. En ny diplomuddannelse i ledelse er på buffeten, og den skal ikke kun uddanne militærets egne folk. Uddannelsen åbner også op for civile med en professionsbachelor eller en bachelorgrad fra f.eks. jura, idræt eller økonomistudiet i bagagen, som vil prøve kræfter med ledelse i hæren.

»Vi vil gerne åbne mere op i Forsvaret med de nye uddannelser og samtidig nyttiggøre det civile uddannelsessystem,« fortæller oberstløjtnant Anders Schmidt, der er chef for uddannelsesstrategisektionen i Forsvarskommandoen.

Indtil nu har Forsvarets uddannelser været et lukket system, men med sidste års forsvarsforlig, der betød krav om væsentlige besparelser på budgetterne, har Forsvaret måttet tænke nyt. Med syv nye officersuddannelser sigter militæret mod nye målgrupper, og fælles for uddannelserne er, at det er praksisorienterede uddannelser.

»De kommer ud og virke som premierløjtnanter, som uddanner og fører soldater i operationer, og sammenholdt med deres civile kompetencer er det noget, som vi mener gør de nye uddannelser attraktive og dermed også efterspurgte fra erhvervslivet i endnu højere grad,« siger Anders Schmidt.

Dermed bliver forsvaret leveringsdygtige i en ny type ledere, der ikke kun har erfaring inden for universitetets mure eller militærets hegn, men en kombination af begge verdener.

Det akademiske haltede

»De nye uddannelser er en super god idé både for forsvaret og erhvervslivet, men også for de mennesker, det drejer sig om. Forsvarets officersuddannelser har altid uddannet ledere, der har været efterspurgt i dansk erhvervsliv. Forsvaret har været stærkt på det personlige lederskab, men der, hvor forsvarets uddannelser har haltet, har været på den akademiske side, for det har været en praksisdrevet uddannelse, man har haft, men det bliver nu ændret,« fortæller Per Nikolaj Bukh, professor ved institut for økonomi og ledelse på Aalborg Universitet.

Officersuddannelserne forventes rigtigt rullet ud fra 2016, og målet er at optage knap 200 på de nye uddannelser – rekrutteret både blandt civile og militære. Ifølge Per Nikolaj Bukh er der flere aspekter i forsvarets uddannelser, som er brugbare i erhvervslivet.

»Forsvarets uddannelser er kendetegnet ved, at man er fokuseret på personligt lederskab, hvilket flugter meget med moderne ledelsesteori. Du er ikke en leder, hvis du ikke har følgere, og det kræver noget autencitet, styrke og ærlighed, som forsvaret lærer en,« fortæller han.

Forsvarets nye uddannelser er sat i verden for at tiltrække nye medarbejdere til forsvaret selv, men Anders Schmidt fortæller, at de nye tanker også er tænkt i erkendelse af, at de unge ikke længere vil vie hele deres karriere til hæren.

»De unge går ikke ind i uddannelse i dag som en livslang gerning, men vil skifte i løbet af livet. Derfor er det vigtigt for forsvaret, at vi skaber grundlag for, at folk kan uddanne sig i forsvaret og skifte karriere mellem det civile erhvervsliv og os,« siger Anders Schmidt.

Uddannelser er forkortet

Hvor de tidligere officersuddannelser tog tre år, har sparekrav afkortet længden til gennemsnitligt 28 måneder. Forsvaret kan med de nye uddannelser bedre tilpasse medarbejderstaben i de kommende år, fordi officererne fremadrettet er mere egnet til at kvalificere sig til job uden for hegnet, siger han.

I den uddannelsespolitiske tænketank DEA mener adm. direktør Stina Vrang Elias, at det har været interessant at følge den modellering, der har omformet forsvarets uddannelser.

»De har skabt nogle moderne uddannelser, som ikke nødvendigvis er længere. Det synes vi er interessant, for hvad er sammenhængen mellem længde og kvalitet? I den uddannelsespolitiske debat er det sådan, at uddannelse næsten altid er bedre, bare den er længere, og det udfordrer forsvaret virkelig,« siger Stina Vrang Elias.

Forsvaret har undersøgt, at de studerende er interesserede i de nye tilbud og satser derfor på, at det ikke bliver svært at rekruttere. Det er kulturforandringen, der kan give udfordringer.

»Der er ingen tvivl om, at vi skal tilpasse os de nye studerende og være opmærksom på vores kultur i forsvaret. Vi er sikre på, at det vil lykkes, og at de også har nogle anderledes erfaringer og idéer med, som vi kan lære af,« siger Anders Schmidt.

Han oplyser, at de nu venter på, at den grundlæggende officersuddannelse akkrediteres som en diplomuddannelse og den videregående som en master.

Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen