De største navne stiller de største krav

Forhandlinger: Bag Roskilde Festivals musikprogram ligger ofte langstrakte forhandlinger. Festivalens programchef løfter sløret for det professionelle spil, der dufter lidt af rock’n’roll.

Artiklens øverste billede
Roskilde Festivals musikchef, Anders Wahrén, har 45-50 mio. kr. at forhandle med. Foto: Stine Bidstrup

Kolde fadøl, telte, der bager som saunaer i solen, alt for få brusebade og alt for lidt søvn. Og så masser af musik.

Roskilde åbner igen i år for en totalt udsolgt festival med kæmpe navne som The Rolling Stones, Stevie Wonder og Outkast på Orange Scene. Men forud for musikken, mudderet og magien går årelange forhandlinger.

Et benhårdt spil, hvor Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, skal forvalte 45-50 mio. kr. og forvandle dem til et fire dages musikprogram, som kan trække publikum til dyrskuepladsen.

De største navne – bl.a. Mick Jagger og co. i The Rolling Stones – løber med 70-80 pct. af Roskilde Festivals 45-50 mio. kr. store musikbudget. Programchefen beretter om det spil, der ligger bag. Det handler i høj grad om at kende sin modpart.

»Det er et spil med agenter, der for hvert band er forskelligt. Det handler rigtigt meget om at kende sin modpart og vide, om det er her, man skal smide det hele på bordet fra start og sige, at her er vores bedste tilbud – eller om det er nogle, hvor man skal holde meget i baghånden, fordi man ved, at de kommer til at spørge om lidt flere penge eller lige vil ændre datoen. Nogle gange handler det også om ikke at give det hele væk på forhånd. De synes, at spillet er sjovt, og at der skal pruttes om prisen,« fortæller Anders Wahrén.

Han trådte i front for Roskilde Festivals musikprogram for et år siden, og dermed er 2014 det første år, hvor den 31-årige Anders Wahrén har været hovedansvarlig forhandler for festivalen. Det er dog en branche, han siden gymnasietiden har trådt sine sneakers i, først som booker på Roskilde bys lokale spillested Gimle, og senere som booker for det store danske bureau Live Nation. Født og opvokset i Roskilde har det dog altid været festivalen, som Anders Wahréns musikhjerte har banket for, og først som frivillig og siden som ansat har han arbejdet for Roskilde Festival i snart mange år.

»Som programchef er det selvfølgelig mig, der er i vælten og mig, der skal forsvare vores holdninger, og hvad vi gør, men vi er en gruppe bookere, der sammen laver programmet,« siger Anders Wahrén.

Allerede i gang med 2015

Gruppens arbejde med at booke bands skal planlægges i god tid, og de skal være på mærkerne for at kende kunstnernes nye pladeudgivelser eller opsnappe, hvilke stjerners kommende verdensturnéer, der florerer på rygtebørsen.

»Man kunne godt tro, at det foregår, når Orange Scene er pillet ned igen, men vi er faktisk allerede nu i gang med nogle forhandlinger frem mod 2015, for de største navne har en meget lang planlægningshorisont,« fortæller Anders Wahrén.

Festivalens største og mest omtalte booking i år er hæderkronede The Rolling Stones. Med mange år i branchen og en enorm fanskare verden over har bandet skabt en kæmpe interesse blandt musikglade danskere for at stå foran Orange Scene torsdag kl. 22.00, når legenderne med Mick Jagger i spidsen går på.

Rygterne om prisen for bandet har svirret i medierne, hvor en pris på 20 mio. kr. har været nævnt flere gange, men også er blevet afvist af Anders Wahrén. Han vil ikke ud med, hvilken pris han har forhandlet i hus med The Rolling Stones, men fortæller dog, at de store navne løber med 70-80 pct. af budgettet.

»Det er en stor del, der går til de navne, der spiller på Orange Scene. Det er klart. Det hænger jo sammen med, hvad de kunne have fået, hvis de valgt at spille i Parken, som de jo lige så godt kunne have gjort – bortset fra, at det er en anden oplevelse. Vi må bare erkende, at dem, der kan sælge rigtig mange billetter på egen hånd, kommer vi selvfølgelig også til at betale mere for,« forklarer Anders Wahrén.

Dermed kan budgettet blive stramt, men det får ikke programchefen til at åbne for nye måder at tjene penge på.

»Der ses en stigende interesse fra kommercielle virksomheder for at være med og brande sig op ad kulturbegivenheder. Her sælges f.eks. navnerettigheder – som Jyske Bank Boxen eller Royal Arena. Det kunne vi også gøre med vores nye scene, men det er ikke en vej, som vi vil gå. Det er vigtigt for os, at vi er meget tydelige om, at den musik, der spilles på vores scener, har vi valgt ud fra kvalitetskriterier, og ikke fordi f.eks. TDC synes, at det er et fedt band og vil sponsorere det,« siger Anders Wahren.

Benhård forretning

Når de danske og mindre bands vælges af festivalen, sker der ifølge kilder i musikbranchen ingen forhandlinger, men siges blot »ja tak«, da mange vil give deres højre arm for bare at spille på festivalen. De modtager dog ifølge programchefen den gældende tarif. Men når de store navne er på bordet, er det benhård forretning, hvor der kæmpes om priser, datoer, tidspunkt, scener og andre mulige og umulige krav, som kunstnerne fra hele verden bringer til bordet. På den ene side sidder Roskilde Festivals bookere, som er Anders Wahrén og en håndfuld medarbejdere, og på den anden side sidder store agentbureauer som Creative Artists Agency og William Morris Agency med kontorer i New York, London og Los Angeles.

»Vi har en løbende dialog med rigtig mange agenter, der sidder og booker turnéer for en masse bands hver især. Det kan være os, der er opsøgende, hvis meget tyder på, at et band er ved at lave nyt materiale, og det kunne være relevant for os, men vi får også tips og henvendelser den anden vej,« fortæller Anders Wahrén.

Derfor går Anders Wahrén og kollegernes talrige rejsedage hvert år ikke kun til festivaler som South by Southwest i Austin, Sónar festivalen i Barcelona eller The Great Escape i Brighton for at aflytte nye bands og aflure kommende trends – de mange dage i udlandet bruges i høj grad også i mødelokaler med forhandlinger og præsentationer hos agenter fra de store bureauer. Et stort netværk af agenter, som hver repræsenterer mellem 20 og 50 bands og kunstnere, som Roskilde Festival skal kende til – og festivalens bookere skal vide, hvilke af dem der er interessante at bruge en del af festivalbudgettet på.

Mange bolde i luften

»Det sværeste er, når man har rigtig mange bolde i luften, og der ikke er nogen af dem, der vil lande. Det er tit sådan, at man har en følelse af, at det her når vi ikke – der er ikke nogen, der vender positivt tilbage, vi har virkelig brug for at få noget bekræftet nu, og hvorfor sker der ikke noget? Det er et svært tidspunkt. Og sådan et tidspunkt kommer hvert år. Men man skal lige ud over et punkt og få bolden til at rulle lidt igen, få nogle bekræftelser ind, og så har man igen noget at arbejde videre med,« siger Anders Wahrén.

Det handler rigtigt meget om at kende sin modpart og vide, om det er her, at man skal smide det hele på bordet.

Anders Wahrén, programchef for Roskilde Festival

Han beskriver den periode, nogle måneder før programmet skal endeligt afsløres, hvor festivalen tramper utålmodigt rundt og venter på, at den ene kunstner takker ja, så en anden også kan bookes, og musikprogrammets store puslespil med seks scener og fire dage kan blive lagt.

»Man skal have is i maven. Man må ikke gå i panik og tro på, når nogle lige pludselig rasler med sablen og siger, at de vil aflyse eller har fået et meget bedre tilbud af andre. Så må man lige vende skråen og overveje, om det er plausibelt, eller om de vil presse citronen. Der er altid et eller andet element af gambling i det, for man ved jo ikke præcis, hvad det er af muligheder, de sidder med i den anden ende,« fortæller Anders Wahrén.

I år har det taget længere tid end tidligere at få lukket aftalerne med de store navne. Ifølge Anders Wahrén er det en smule tilfældigt, men han indrømmer, at det er forhandlinger, der kan være nervepirrende.

Stadig rock’n’roll

»Noget, der kan overraske, er, at der tit, lang tid efter at man er blevet enige om det hele, alligevel kommer en henvendelse ud af det blå: Var det egentlig fredag eller lørdag, vi aftalte? Der kan man godt mærke, at det stadigvæk er rock’n’roll. Det er ikke alting, der lige bliver skrevet ned.«

I den situation kan Anders Wahrén kun nervøst svare, at det var fredag nat og ikke lørdag, at bandet skal på scenen.

»Så sidder man og håber på, at det også er det, de har noteret sig. Eller at de i det mindste kan ændre planer, hvis de har booket fly eller lignende. For vi sidder jo med en kæmpe kabale i den anden ende. For artisterne skal tingene selvfølgelig også falde nogenlunde som perler på en snor, så de kan komme fra Norge til Danmark og til Tyskland osv. Men for os kan det virkelig vælte læsset – især her i den sidste fase,« siger han.

Roskilde Festivals officielle musikprogram bliver skudt i gang torsdag eftermiddag og fortsætter til søndag.

Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.