Nationalparkskibet skal lastes med turister

Paketskibet Skødshoved sejlede i sin tid som fragtskib med stop ved de mange anløbsbroer mellem Ebeltoft og Aarhus. Nu sejler hun med turister.

Artiklens øverste billede
Skødshoved er Danmarks sidste paketskib. Nu sejler hun med turister. Pressefoto

Veteranskibet Skødshoved er igen i år en del af Nationalpark Mols Bjerges sommeroplevelser.

»Tag med på en dag- eller aftentur i skolernes sommerferie og oplev den ganske særlige hygge på det gamle træskib. Nyd også det bakkede istidslandskab fra vandsiden. Du kan stå ved rælingen og fotografere, eller du kan sætte dig på lukafets tag og mærke vandets krusninger, dufte havet, tage udsigten ind og nyde livet«, skriver Nationalpark Mols Bjerge i en pressemeddelelse.

Sejlturen foregår i en duft af havvand, tjære og træværk, og imens fortæller nationalparkguiden om, hvad man ser og kan opleve i nationalparken.

Stille vig, sæl og by

Man kan vælge mellem to forskellige ture. Den ene afgår fra Fiskerihavnen i Ebeltoft og sætter kursen ud i vigen. Herfra har man en enestående udsigt over byen fra en helt ny vinkel.

Man kan også vælge sælsafarituren med afgang fra Nappedam Bådehavn. Der er næsten garanti for at se sæler, der hviler sig på stenene ved revet mellem Kalø Slotsruin og Lumskebugten.

Man ser også slotsruinen fra søsiden, og får et indtryk af, hvor uindtagelig den gamle middelalderborg var for 700 år siden.

Er 100 år siden

Skødshoved er Danmarks allersidste paketskib.

Det blev bygget som paketskib i 1907 og sejlede mellem Mols og Aarhus indtil Første Verdenskrig. Efter krigen blev det igen indsat som paketskib.

De gamle paketskibe havde en stor betydning for samfærdslen, da vejnettet ikke var nær så udbygget som i dag. Skibene sejlede med passagerer og gods fra by til land og på tværs af landsdele.

Siden 1990’erne har foreningen Skødshoveds Venner overtaget driften af skibet og står nu i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge for al sommersejlads i nationalparken.



ufno


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen