Inspiration til hvordan en kun 3-årig have kan se ud

Det behøver hverken at koste megen tid eller penge at have sig en frodig have. Det fortæller have-entusiast Irene Glud Nielsen, som inviterer indenfor i sin egen.

Artiklens øverste billede
Da Lokalavisen interviewede Irene Glud Nielsen, stod det ned i stænger. Foto: CSJ

Man behøver ikke at vente i mange år på at få en frodig, tæt og spændende have – og det behøver ikke at koste en bondegård eller oceaner af tid.

Det fortæller formanden for Haveselskabets Hammel-kreds, Irene Glud Nielsen. Hendes egen have i nybyggerkvarteret Kornmarken i Hammel er et eksempel herpå.

I haven er der ikke megen bar jord at få øje på i bedene, for her står planter og træer tæt. Her er masser af rum, højder og teksturer – altid noget spændende for øjet, hvor end man drejer sig hen. Det er ikke sådan lige til at se, at haven kun har tre år på bagen.

Irene har inviteret Lokalavisen indenfor, fordi hun gerne vil inspirere:

»Vi skal have gang i haveglæden rundt omkring. Derfor vil jeg gerne vise, hvad man kan opnå på bare tre et halvt år, og jeg vil vise, at det faktisk slet ikke er så svært,« siger hun.

Irene Glud Nielsens grund skråner. Det giver noget dramatik til haven. Have-entusiasten har sørget for at lave masser af rum i haven og for planter i forskellige højder. Foto: CSJ

Tid og penge

Det kan virke lidt uoverskueligt at skulle gå fra bar mark til Irenes frodige have – både tidsmæssigt og ikke mindst for pengepungen.

»Hvis man holder øje med tilbud hos plante-forretninger og måske får planter i gave, så behøver det ikke at koste vildt mange penge. Jeg havde nogle stauder med mig hertil, men derudover har jeg vel brugt 35.000-40.000 kroner på at anlægge hele haven.«

Utallige timer behøver man desuden ikke frygte at skule bruge:

»Jeg ved godt, at mange siger, at de ikke har tid til en have som min. Men det tager virkelig ikke megen tid i dagligdagen. Selvfølgelig tager det tid at anlægge haven: At grave ud til bedene og sætte planter i jorden og så videre. Men som haven står nu, så bruger jeg ikke ret lang tid derude hver uge,« siger have-entusiasten.

Her bliver de hyggelig rum i haven tydelig. I havens bede er der ikke megen bar jord. I stedet skærmer bunddækkende planter for ukrudtet. Foto: CSJ

Tænk haven som et hus

Irene Glud Nielsens have er 1.200 kvadratmeter og ligger på en skråning. Det er hendes tredje have, så noget erfaring har hun efterhånden oparbejdet.

»Men jeg er jo bare en total amatør, som har gjort mine egne erfaringer og gør, hvad jeg synes er pænest,« siger hun og tilføjer, at hun dog er uddannet blomsterdekoratør.

Hun forklarer, at i takt med at haven tog form, gik flere folk helt i stå udenfor og bare kiggede. Det vidner vel om, at det er lidt et særsyn at se så etableret en have i et så nyt kvarter.

For at nå hertil begyndte Irene Glud Nielsen med at lægge en overordnet plan.

»For at få udarbejdet planen kan man kontakte en havearkitekt eller bare finde nogle, som har en have, man kan lide, og så tale med dem,« siger Iren Glud Nielsen, som selv sørgede for at tænke i masser af rum.

Det kan hjælpe at tænke haven som et hus: Med hyggelige rum og et tag. Taget står træerne for.

»Når planen er lagt, er det vigtigt at få sat træer som noget af det første, så man har en chance for at nå at se dem vokse op. Træerne er gode for mange ting. De giver tiltrængt skygge for både andre planter og vi mennesker, og de er vigtige for fuglene. Så kan de jo også berige os med frugt såsom æbler, pærer, blommer og kirsebær.«

Irene Glud Nielsens egen farvorit-del af haven. Det er nemlig lige ud for køkkenvinduet, og hun elsker at kigge ud på de afstemte farver. Foto: CSJ

Bearbejd jorden

Så er tiden inde til at anlægge havens bede.

»Husk, at der ingen regler er for, hvordan en have skal se ud, og der er ikke noget, man ikke kan ændre på,« siger hun.

Før planterne kommer i jorden, skal jorden bearbejdes.

»Man skal grave den igennem. Lad være at fræse, for ukrudtet bliver bare skåret i småstykker, og så kommer der endnu mere ukrudt,« siger Irene Glud Nielsen og fortsætter:

»Derefter skal man forbedre jorden med noget kompost og/eller spagnum og eventuelt sand, hvis jorden er tung. Det giver en lækker jord. Hvis ikke, man gør noget, så får man en stenhård jord.«

Foto: CSJ

Skærm for ukrudtet

Da Irene skulle plante sine bede til, tænkte hun meget i forskellige højder, teksturer og bunddækkende planter, som kan begrænse ukrudtet.

»For haveglæde kommer ikke af at luge ukrudt,« siger hun og fortsætter:

»Man kan overveje, om man vil have blomster hele året, for så skal man jo finde blomster, som blomstrer på forskellige tidspunkter. Eller om man mere er til et stedsegrønt udtryk, så der er grønt at se på hele året.«

Man kan også tilføje store marksten eller gamle træstammer for at give noget kontrast til alle planterne.

Og så er der ellers bare tilbage at nyde resultatet.

Foto: CSJ

Afstressende

Irene Glud Nielsen er vokset op med en flot have i Hasle, som hendes forældre havde overtaget fra hendes mormor og morfar. Nu fører hun så selv haveglæden videre i sin egen unge have.

Hvad giver det dig at være i haven?

»Det er afstressende. Jeg får tømt hovedet for alle mulige tanker. Hvis jeg er træt i hovedet en dag, så hjælper det også altid at komme ud i naturen og få noget energi. Uanset om det støvregner, eller der er sol,« siger hun og fortsætter:

»Man bliver bare mere glad af at være i haven. Det er også derfor, at man ikke finder mange havemennesker, som er sure.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.