Ny transportmulighed fra Aarhus til Billund Lufthavn
Nu kan man leje en elbil og efterlade den i lufthavnen.
Et samarbejde mellem elbildelingsfirmaet Greenmobility og Billund Lufthavn giver nu rejsende fra Aarhus til Billund Lufthavn en ny transportmulighed.
Det er nu muligt at bestille en elbil i Aarhus og selv køre til den til Billund, hvorefter den kan efterlades på en af de reserverede parkeringspladser i lufthavnen. Det oplyser Greenmobility og Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.
I Billund Lufthavn er man positiv over for den nye mulighed.
»Der er mange fra Aarhus, der rejser fra Billund Lufthavn, så det er glædeligt, at vi kan lave et samarbejde, der er attraktivt for dem, som ikke har adgang til bil, men der er også en god pointe i det for personer med egen bil, da det er et grønnere alternativ for flertallet,« siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.
Thomas Heltborg Juul, administrerende direktør i Greenmobility, glæder sig over, at der nu er parkeringsmuligheder til selskabets elbiler i lufthavnen.
Den nye mulighed kaldes for kør selv-taxa, hvor det enten er muligt at finde en elbil i nærheden af sit hjem ved hjælp af en app og starte turen derfra eller forudbestille en bil til hjemmeadressen.
På sidstnævnte måde har man bilen, når man skal af sted – ligesom en taxa, man skal blot selv pakke og køre den, hedder det i pressemeddelelsen. Det er også muligt at bestille en kør selv-taxa fra lufthavnen til Aarhus.
Hvert år bliver omkring 50 pct. af de rejsende i Billund Lufthavn bragt til og hentet fra lufthavnen, når de skal ud at flyve, oplyses det i pressemeddelelsen.
Den nye mulighed kan være en måde at skære ned på den trafik, som afleverings- og opsamlingsturene medfører. I 2019 var der næsten fire millioner rejsende, hvoraf halvdelen bidrog til dobbeltture i bilen, oplyses det.
»Det kræver fire bilture for halvdelen af alle passagererne i Billund Lufthavn at blive bragt til og hentet fra lufthavnen, når de skal ud at rejse. Det er mange unødige bilkilometer på de vestdanske veje, og det her samarbejde kan måske skære ned på dobbeltturene,« siger Jan Hessellund.
Prisen for en selvtransport fra Aarhus til Billund Lufthavn oplyses til at være fra 498 kr.
JP Aarhus