To nye vejnavne i Odder

Odder skal med en ny lokalplan have et nyt trafik- og erhvervsområde. Det er to af Odders industrifædre, som lægger navn til områdets to nye veje.

Artiklens øverste billede
C. E. Gall, der skal navngive en vej i et nyt erhvervsområde, arbejdede hele sit liv for Odders udvikling. Bl.a. sad han i komiteen for oprettelse af en jernbane fra Aarhus til Odder - og senere til Hou og Horsens. Her er det et billede af Letbanen, som i dag mere end 100 år senere kører mellem Odder, Aarhus og Grenaa. Her mødes to tog på Ryomgård station. Arkivfoto: Tobias Nicolai

På området lige nord for Rude Havvej og øst for Jernaldervej, hvor Odder Kommune med en ny lokalplan har planlagt et kombineret trafik- og erhvervsområde, er der to nye vejnavne i spil.

I dag er der en stikvej ind i området med samme navn som hovedvejen Rude Havvej, hvor bogstavering kunne løse problemet, men Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget foreslår det nye vejnavn H. P. T. Israelsens Vej som en mere hensigtsmæssig løsning på et sted, hvor der kan ske udvidelser.

Hans Peter Tvisselmann Israelsen var manufakturhandler i Odder by. Han eksperimenterede med elektricitet, og i 1906 lykkedes det ham, trods modstand, at oprette det første elværk i Odder.

Inde i selve området er planen, at en nyanlagt vej skal navngives C. E. Galls Vej.

Carl Emanuel Gall kom til Odder fra Skanderborg i 1858, hvor han arbejdede på det lokale farveri. Efter en konkurs i 1859 købte C. E. Gall fallitboet. Han var meget fremsynet, for farveri blev til spinderi og siden væveri og klædefabrik. C. E. Gall blev dermed Odders første fabrikant.

Med letbanens stop ved Rude Havvej tilknyttet er lokalplanen udarbejdet med henblik på at etablere et funktionelt trafik- og erhvervsområde. Odder Kommune vil gøre anvendelsen af kollektiv transport mere attraktiv. Desuden er det hensigten at udnytte en del af området til erhverv, som vil være godt placeret i forhold til både offentlig transport og parkeringspladser.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen