Svindel med opkald opkald fra statslig styrelse
Torsdag blev Østjyllands Politi kontaktet af en 32-årig kvinde fra Norddjurs, som fortalte, at hun var blevet udsat for bedrageri. Det fremgår af døgnrapporten. Om eftermiddagen blev hun ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Digitaliseringsstyrelsen.
Han forklarede, at nogen havde hacket sig ind på kvindens konto, og han kunne hjælpe hende med at stoppe hackerne, hvis hun udleverede nogle personlige oplysninger til ham. Det gjorde kvinden, og efterfølgende kunne hun se, at der var hævet nogle tusinde kroner på hendes konto. Østjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer personlige oplysninger som kontooplysninger, koder, NemID eller lignende via telefonen.
»Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om et reelt opkald, kan man evt. bede vedkommende i røret om at oplyse navn og afdeling, hvorefter man kan lægge på og ringe til virksomhedens/myndighedens hovednummer og spørge efter personen,« skriver politiet.
JP Aarhus