Det Grønne Museum får millionstøtte
Siden Det Grønne Museum i 2017 åbnede i Auning i Norddjurs Kommune, har det været ønsket at forene de fire ansvarsområder jagten, skoven, landbruget og maden i en fælles fortælling, der skal være Det Grønne Museums Danmarkshistorie.
Med en bevilling på 2 mio. kr. fra Augustinus Fonden kan museet i Auning nu begynde at se mod målet.
»Med de gode nyheder fra Augustinus Fonden er vi både kommet godt i gang med finansieringen og har fået et kæmpe skulderklap, som understreger, at vi har en god plan for museet, som andre også kan se idéen i,« fortæller museumsdirektør Anne Bjerrekær.
Arbejdet med den første del af signaturudstillingen, som skal formidle perioden fra 1950 til 2020, kan med bevillingen nu sættes i gang.
»Danmarks historisk bærende erhverv, som er Det Grønne Museums nationale ansvarsområde, bør formidles og kunne forstås i et nutidigt perspektiv,« lyder det fra Frank Rechendorff Møller, som er direktør i Augustinus Fonden.
Ambitionen for Det Grønne Museum er, at bevillingen skal bidrage til at skabe en moderne og interaktiv udstilling med fokus på menneskets samspil med klimaet og naturen.
ejk