Kommune tørlægger springvand for at spare penge

Økonomien i Norddjurs Kommune er hårdt presset. Stop for vand i springvand skal nu spare kommunen penge.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Torben Stroyer

I Norddjurs Kommune slås man for at holde sig økonomisk oven vande, efter det i fjor blev blotlagt, at man mangler 115 mio. kr. årligt i budgettet frem til 2022.

Budgetproblemerne har gjort det nødvendigt at spare på mange forskellige områder, og et af bidragene fra Teknik- og Miljøudvalget er nu blevet at lukke for vandet til springvandene i Grenaa, kommunens største by.

Det skriver TV 2 Østjylland, som har talt med formanden for udvalget, Jens Meilvang (LA).

»Det er sørgeligt at se på, og det fremmer ikke vores ønske om at være en turistby. Desværre må vi bare sige, at det bliver meget tydeligt, når vi skal spare i vores afdeling, fordi det hurtigt kan ses på de fysiske ting,« siger han til tv-kanalen.

Ved at lukke for vandet slipper kommunen for at bruge penge på drift og vedligeholdelse af springvandene.

Kommunen opfordrer dog borgere til at henvende sig, hvis de er klar på at stå for opgaven i stedet - gratis, vel at mærke.

Ordningen er allerede i stand med et andet hjørne af kommunens drift, kommunens blomsterkummer i Grenaa, som en privat gruppe nu står for at holde i stand.

Indtil videre har frivillige taget vedligeholdelsen af et enkelt springvand på sig, som derfor nu er det eneste springvand i byen, med rindende vand.

Dertil kommer, at kommunen med penge fra en anden pulje snart har bygget et nyt springvand færdigt foran rådhuset - her skriver TV 2 Østjylland, at man forventer selv at stå for at vandet flyder frit.

Det er tidligere blevet fastslået, at Norddjurs Kommune vil blive sat under administration af staten, hvis man ikke er i stand til at løse budgetproblemerne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen