Åbningen af letbanen til Grenaa fejres med et særtog
Aarhus Letbane kører formentlig strækningen Aarhus-Grenaa fra sidst i april. Søndag den 12. maj er der åbningsfest.
Søndag den 12. maj inviterer Aarhus Letbanes ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, til stor åbningsfest for at fejre, at arbejdet med at anlægge banen fra Odder til Grenaa via Aarhus er afsluttet.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Strækningen Aarhus-Grenaa ventes at åbne sidst i april, og med festdag den 12. maj er der – måske belært af erfaring – lagt lidt luft ind mellem reel åbning og markeringen af samme.
Åbningsfesten foregår ved, at et særtog med ca. 100 inviterede gæster med transportminister Ole Birk Olesen (LA) i spidsen kører fra Aarhus til Grenaa.
Der bliver lidt ståhej på stationerne fra Østbanetorvet til Grenaa.
Det er uvist, om der er bestilt kransekage.
JP Aarhus