Sandhedens pris
Ahmed Akkari har de seneste måneder begivet sig ud på en farefuld vandring i et personligt opgør med fortiden. Denne tidligere imam i Aarhus undskylder for sin optræden under Muhammed-krisen, hvor han sammen med andre islamister mobiliserede en fanatisk vrede mod Danmark i almindelighed og denne avis og dens medarbejdere i særdeleshed.
Det fanatiske had gjorde tilværelsen usikker i mange familier, for ingen vidste, om det ville lykkes terrorister at trænge igennem avisens sikkerhedsbarriere. At der blev gjort forsøg, fik man bekræftet af de anholdelser, myndigheder foretog både her og i udlandet.
Nu viser det sig, at Ahmed Akkari og hans daværende venner også i hemmelighed mødtes med organisationer i Mellemøsten, der benytter terror som et våben.
Det er godt, at det kommer frem, for det kan forhåbentlig gøre alle de velmenende grupper en lille smule klogere.
Ahmed Akkari skal dog ikke regne med at omvende fanatikerne i sit gamle nabolag i Aarhus. Her vil man foragte denne overløber, og den mentale modoffensiv er sat ind: Ahmed Akkari er utroværdig, og man kan ikke stole på ham. Det kunne man åbenlyst ikke under Muhammed-krisen, og det kan man ikke i dag, lyder et ræsonnement, som blot har en lille svaghed: Vi anede godt, hvad der foregik.
Læsere af denne avis var bekendt med islamismens intolerante væsen, som har været beskrevet lige fra Mellemøsten og til moskéer i Danmark, hvor en imam fra Grimhøjvej i Brabrand kaldte kvinder for Satans instrument.
Derfor kommer budskabet i Akkaris bog ”Min afsked med islamismen” heller ikke som den store overraskelse.
Det samme var tilfældet med digtsamlingen ”Yahya Hassan”, som er udkommet i flere lande, og som beskriver Hassans opvækst i betonblokkene i det vestlige Aarhus.
I publikationer, der kombinerer den gode smag med de rigtige meninger, har især digtsamlingen vakt bestyrtelse. Hvilke afsløringer og hvilken åbenhed. Her erkender man pludselig kriminaliteten, de hårde stoffer, børnemishandlingen, de overtolerante socialrådgivere og et kultursammenstød, som slår gnister.
På trods af opstandelsen fortsætter Aarhus Kommune med at smøre halsen med honning, når der spørges om islamisterne i Brabrand. Der lyder ingen kritik, når man samarbejder med kommunen og vil være med til at bekæmpe fanatismen blandt unge. Det kan man vælge at tro på eller betragte som kommunal naivitet. På rådhuset er der fortsat en tyrkertro på, at alle problemer vil løse sig, hvis man blot bevilger tilstrækkeligt med penge til formålet.
At den kommunale indstilling er smittet af på lejerne i Gellerup, har vi fået et eksempel på med beboerne, der nægter at flytte fra deres nedrivningsdømte lejligheder og er parate til at føre sag. De stålsatte herrer, der kræver respekt af myndighederne, har dog ladet forlyde, at en større millionerstatning fra Brabrand Boligforening kan få dem på andre tanker.
Heldigvis ser det ud til, at festen stopper her. Trods alt.
.