Sløvt nævn

Den, der ager med stude, kommer også frem, og dette gamle ordsprog betyder, at man når målet, selv om det sker i laaaaaaaangsomt tempo.

Huslejenævnet i Aarhus Kommune synes at have gjort det gamle ordsprog til en slags valgsprog, som man med stort held lever op til. Dets opgave er at afgøre tvister mellem lejere og ejere i den private ejendomssektor. I et land, hvor der er love og regler for stort set alt mellem himmel og jord – i hvert fald er boligområdet omfattet – skulle man umiddelbart tro, at det i de fleste tilfælde vil være en smal sag at håndtere helt almindelige sager, såkaldt standardsager.

Men nej, huslejenævnets gennemsnitlige behandlingstid i standardsager er otte måneder – ja, otte måneder. Der er endog eksempler på, at sager har taget flere år.

Det er indlysende, at det ikke er i orden med så lange sagsbehandlingstider i huslejenævnet, og man kan undre sig over, hvordan det er kommet så vidt. Ingen kan være tjent med de herskende forhold, og da slet ikke de involverede parter, lejere og ejere, der trods uenighed vel har en fælles interesse i at få sagerne afgjort så hurtigt som muligt.

Huslejenævnet hørte indtil 1. januar i år under borgmesterens afdeling, men hører nu under Borgerservice. Herfra lyder meldingen, at »det ikke er et område, der var toptrimmet, da vi overtog det.«

En fri oversættelse af det kommunale sprog, hvor man normalt er yderst forsigtig med kritik af andre afdelinger, er, at huslejenævnets arbejdsområde har været i miserabel forfatning ved skiftet fra borgmesterens afdeling til Borgerservice. Der forestår åbenbart et større oprydningsarbejde, for ifølge Borgerservice kan der gå op mod et år, inden sagsbehandlingstiden er nedbragt. Og nedbragt til hvad, meldes der intet om, men »der er interne målsætninger for den maksimale og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.«

Den melding beroliger næppe alle, for målsætningerne udmærker sig ikke ved overdreven skarphed.

Borgerservice har taget flere initiativer efter overtagelsen af huslejenævnet. Flere medarbejdere er gået op i tid, og man foreslår, at nævnet får flere suppleanter, for på den måde kan det sikres, at møderne i nævnet bliver gennemført, som det udtrykkes.

Man aner ligesom konturerne af, hvor ineffektivt huslejenævnet gennem mange år har fungeret. Der har selvsagt været klager over det træge tempo, og det kan undre, at man ikke tidligere har taget klagerne så alvorligt, at man har ændret praksis i huslejenævnets arbejdsmetoder.

Ja, anvendelse af ordet metode er måske nok en overdrivelse i denne sammenhæng.

Med huslejenævnets skifte til Borgerservice lysner det, men det lysner kun langsomt. Dette og den bagvedliggende historie må lede til en overvejelse af, om man har det rigtige system til at afgøre tvister mellem lejere og udlejere. Kunne man forestille sig den tanke, at måden, man løser huslejetvister på, er forældet og trænger til et serviceeftersyn?

.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen