Banegårdsdebat
Det sker ikke så ofte, at landspolitikere forholder sig seriøst til problemstillinger og udfordringer i Aarhus. Derfor er det glædeligt, at det nu sker i forbindelse med ingeniør Niels Kjærs forslag om at flytte Aarhus Banegård væk fra centrum.
Forslaget, der bliver støttet af bl.a. arkitekt og byplanlægger Rune Fink Isaksen, indebærer, at der skal etableres en ny banegård ved Eskelund og anlægges 1.200 meter nye spor. Realiseres forslaget, vil det betyde forkortelse af rejsetiden, og tid er som bekendt penge.
Borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Kristian Würtz var lynhurtige til at skyde forslaget ned. Det samme var Aarhus City Forenings direktør, Claus Bech, og turistchef, Peer H. Kristensen. Det er mere end ærgerligt, at disse fire væsentlige aktører i Aarhus er så hurtige på aftrækkeren med blank afvisning af forslaget.
Det ligger fast, at Aarhus Banegård på flere måder fungerer uhensigtsmæssigt. Som såkaldt sækbanegård, hvor togene skal ind og ud samme vej, spildes passagerernes tid ganske uhensigtsmæssigt.
Der er også ganske håbløse parkeringsforhold i rimelig nærhed af banegården, så kombinationen af bil og tog er udfordrende, for ikke at sige næsten umulig.
Derfor er det velkomment, at der er folk, der tør og kan tænke nyt, og i stedet for blank afvisning burde politikere, interesseorganisationer, erhvervsliv og meningsdannere naturligvis deltage aktivt og positivt i en debat om, hvordan togdriften bedst implementeres i Aarhus fremadrettet.
Man mindes med gru, hvordan lufthavnsdebatten blev forsøgt lagt død med et snævert byrådsflertals afvisning af en lufthavn ved Thomasminde. Det samme må ikke ske med Aarhus Banegård.
Når borgmester og rådmand ikke ønsker at tage debatten, er det godt, at landspolitikere vil. Blandt dem har Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christensen, luftet idéen om, at en aflastningsbanegård skal ligge i Hasselager.
Det er muligvis en god idé, muligvis en dårlig, men det væsentlige er at få forslaget debatteret. Diskussionen skal selvsagt ske på fornuftigt grundlag, så derfor er det vigtigt, at trafikfaglige personer giver deres besyv med. Ligeledes skal der laves omkostningsberegninger, for økonomi er, som i de fleste sammenhænge, også vigtig her.
Ikke alle aarhusianske politikere er negative over for de nye banegårdstanker. Venstres leder, Bünyamin Simsek, har således kaldt forslaget »visionært«. Han og andre politikere, der som udgangspunkt er åbne over for forslaget, må komme mere på banen, så det sikres, at man får en ordentlig debat, inden banegårdsforslaget eventuelt lægges død.
En eventuel aflastning af Aarhus Banegård, der fortsat tænkes at være center for letbane og nærbane, har andre perspektiver end forkortelse af rejsetiden. Det giver måske helt andre muligheder for udviklingen i byens centrum, hvilket ikke vil være at foragte. Men her og nu bør man tage en åben og fordomsfri debat omtogdriften i Aarhus.
.