Flagdage

Vi skal nok være lidt forsigtige med ordvalget her, for der skal erfaringsmæssigt ikke ret meget til, før forbandelser som intolerance, diskrimination, homofobi, forskelsbehandling og foragt for minioriteter fyger gennem luften, og enhver nuancering af debatten dermed er udelukket.

Alligevel vil vi forsigtigt anføre, at seksuallivet for en del mennesker – måske efterhånden et mindretal, men så meget desto fornemmere – er et privat anliggende, som foregår om ikke i mørkelagte soveværelser for nedrullede gardiner, så dog uden uvedkommende blikke og i hvert fald uden aktiv stillen sig til skue for mennesker, der ikke har bedt om udsigten.

Dette sidstnævnte kaldes ekshibitionisme og anses stadig i strafferetten og i psykologien som en seksuel afvigelse, men allerede her skal vi nok passe på, for grænsen mellem ekshibitionisme og folkefest er i voldsomt skred.

For eksempel nøjes homo-, trans- og biseksuelle personer ikke med i ro og mag at dyrke deres seksualitet sammen med ligesindede, men arrangerer veritable byfester og farverige optog alene med det formål at stille deres seksualitet til skue. En kommunikationschef i en organisation for homo-, trans- og biseksuelle, thi en sådan har man selvfølgelig også, konstaterer, at det årlige farverige optog af politikere anerkendes som »en fest for hele byen«.

Det er nu nok en lidt frimodig udlægning af arrangementet, thi der er nok stadigvæk en del mennesker, som mener, at enhver har ret til at dyrke sin seksualitet i fred, men ikke nødvendigvis behøver at tvangsindlægge en hel by som publikum, men denne opfattelse af seksualitetsudstillingsoptoget som en byfest har i Aarhus ført til en lille kontrovers.

Arrangørerne af det farverige optog har taget det som en selvfølge, at bybusserne skulle flage med regnbueflag i dagens anledning, og at det regnbuemønstrede flag skulle til tops på rådhuset til fejring af seksualitetsudstillingsparaden. Tillige har de med henvisning til egen begrænsede økonomi fundet det rimeligt, at kommunen finansierer de 70.000 kr., som sådanne flag ville koste.

Rådmand Bünyamin Simsek henviser til kommunens generelle flagreglement og anfører, at han ikke ser nogen grund til at dispensere for denne parade, og tak for det.

En dispensation ville blot bane vejen for nye dispensationsansøgninger fra perifere foretagender, og hvorfor i alverden skal en hel by tages som gidsel for nogle menneskers trang til aggressivt at udstille deres seksualitet.

Det gør man i andre byer, for eksempel København, men det bliver det ikke mere sympatisk af, og at inddrage det hele under betegnelsen »en fest for hele byen« er en ubehagelig omklamring af det flertal, der som en selvfølge respekterer enhvers ret til at dyrke og udleve sin seksualitet, men som gerne vil have sin egen i fred uden aggressive provokationer. På en rigtig festlig dag kunne man nævne straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse, men den er i hvert fald tydeligvis sat ud af kraft under årets parade.

.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.