Det gode håb I

Bevillingerne er afsat, og tre myndigheder samarbejder: Aarhus Kommune, Skat og Østjyllands Politi. I løbet af kort tid er politiet klar med planerne for det, der er blevet kaldt et 360 graders eftersyn. Som antallet antyder, vil politiet satse på at nå hele vejen rundt. Der skal sættes ind mod socialt bedrageri, unddragelse af skat og moms samt kriminalitet. Selv om ulovlighederne næppe bliver stoppet, er der dog denne gang en chance for, at de begrænses. Der skal ikke lyde kritik af politiets initiativ, og hvis Jørgen Ilum og hans folk kan få fat i de familier, der præger området negativt, vil det blive bemærket. I Gellerup er beboerne udmærket klar over, hvad der foregår, og myndighedernes indsats får en præventiv effekt. At beboerne i det vestlige Aarhus har ladet de offentlige kasser forsøde tilværelsen, kan man ikke bebrejde dem i betragtning af den behandling, de har fået af det offentlige. Med verdens højeste skattetryk, et offer til velfærdssamfundet, var de sikret en yderst favorabel tilværelse, hvor der blev stillet minimale krav. Den højeste lykke for mange af disse mennesker, der vel ikke kan siges at være præget af en protestantisk arbejdsmoral, var at komme på førtidspension. Så kunne de selv bestemme over deres liv i tryg forvisning om, at pensionen ville blive indbetalt hver måned. Sammen med etniske danskere, som levede på den samme måde, blev de til sidst for stor en udfordring for samfundet. Det viste sig, at der trods alt var grænser. Det var den interessante lære af valget. Da de partier, der om nogen havde kæmpet for at holde de offentlige kasser åbne, selv kom til magten, skulle låget smækkes i. Helle Thorning-Schmidt erkendte, at samfundet ville få svært ved at klare sig, hvis man praktiserede den lovede godhed, og krisen i Sydeuropa må have været en øjenåbner. Med en regering bestående af Socialdemokraterne, De Radikale og SF var det pludselig vennerne, der sad på magten og skulle skaffe midler. De tre vidste bedre end nogen, hvor der var penge at hente, og pludselig blev de gode forvandlet til de onde. Formentlig slipper de godt fra det, for partierne er jo af princip gode.

Og tænk på det ramaskrig, der havde lydt, hvis Dansk Folkeparti og de borgerlige partier havde krævet en sådan kontrol med familier i udsatte boligområder. Danmark havde jo været tæt på politistaten og det, der er værre. Men regeringen og de lokale myndigheder må indse, at det ikke bliver en kamp, der kan vindes på et øjeblik.