Leder: Styreformen
Den nye regering vil ifølge regeringsgrundlaget tage initiativ til, at der laves en anden styreform i de store byer. Som landets næststørste hører Aarhus selvsagt til disse store byer.
Aarhus har magistratstyre med seks magistrater, der ledes af borgmesteren og fem rådmænd. Magistraten afspejler det politiske styrkeforhold i byrådet, så man godt kan være rådmand, selv om man ikke tilhører flertallet. I dag personificerer Venstres Laura Hay og den konservative Marc Perera Christensen denne konstruktion.
Magistratstyret er fra en svunden tid og har i dagens samfund nogle helt åbenlyse svagheder. De politiske beslutningsprocesser kan forekomme tågede for den almindelige borger, ligesom byrådets faste udvalg er reduceret til kun at have rådgivende funktioner.
Aarhus Byråd havde faktisk for år tilbage et udvalg, der skulle udarbejde forslag til ny styreform. Men efter tre-fire års omfattende udvalgsarbejde med den nuværende borgmester Jacob Bundsgaard som formand faldt det hele til jorden i januar 2008, da Venstre meddelte, at man ikke ville være med til at erstatte magistratstyret med flertalsstyre.
Den tidligere regering varslede afskaffelse af magistratstyret, og nu er det med i regeringsgrundlaget for den nye regering. Under den tidligere regering støttede daværende borgmester Nicolai Wammen afskaffelse af magistratstyret, og i dag giver borgmester Jacob Bundsgaard sin fulde støtte til dets afskaffelse.
Sandheden er da også, at det er på høje tid at afskaffe magistratstyret, der er et levn fra fortiden og ganske utidssvarende. Foruden den lettere bizarre udmøntning af demokratiet, som magistratstyret afspejler, er der store økonomiske fordele ved flertalsstyre, om end det kan betyde flere kommunale fuldtidspolitikere.
Til gengæld bør og skal indførelse af flertalsstyre betyde en kraftig afbureaukratisering af Aarhus Kommune, hvad borgmesteren også er inde på. Han mener således, at der umiddelbart kan spares 75 mio. kr. ved afskaffelse af magistratstyre til fordel for flertalsstyre. Han peger bl.a. på den seksdobbelte administration, som kommunen har i dag med magistratsafdelinger, der har hver sin juridiske afdeling, hver sin økonomiske afdeling, hver sin HR-afdeling, hver sin kommunikationsafdeling osv.
Det er utroligt, at dette ressourcespild har fået lov til at overleve så længe.
Alt bliver selvfølgelig ikke idel lykke med afskaffelse af magistratsstyret. Udfordringen er at få skruet en flertalsstyremodel sammen, som både sikrer en effektiv drift af hele den kommunale organisation og sikrer mindretalsbeskyttelse på det politiske plan. Det samarbejdende folkestyres grundlæggende værdier skal afspejle sig i en flertalsstyreform. Om man tør gå så vidt som til at give kommunerne mulighed for individuelt at kunne udskrive valg i utide, hvis en borgmester får et flertal imod sig, er nok mere tvivlsomt.
Men mindre kan også gøre det.