Leder: Helligt græs
Når det handler om miljø, bør det være god tone, at regler indføres i fællesskab. Hvad der er forbudt det ene sted, bør selvfølgelig ikke være tilladt det andet. Ikke kun af hensyn til konkurrencen, men også fordi det er fornuftigt.
Det er dårlig tone, at nogle går solo og tror, de kan gøre, hvad det passer dem. Heller ikke selv om det sker af hellige, miljømæssige årsager.
Aarhus Kommune opfører sig som en lille miljøstormagt i nærområdet. Den gør, hvad der passer den og overser, at der er områder i Aarhus, som ligner noget, der råber på ekspertise og hjælp.
Hensynet til den såkaldte biodiversitet er åbenbart afgørende, men resultatet er, at miljøkommissærerne udnytter svage politikere og indfører restriktioner på flere og flere områder. Et af de senere indgreb gælder fodbold. Her er der ingen grund til at vise hensyn. Herregud, 22 latterlige personer i korte bukser efter én bold. Og så af samme køn.
Det iskolde bureaukrati trives, og det betyder intet, at temperaturen for årstiden svinger omkring tocifrede plusgrader, for kommissærerne har bestemt, at der ikke må spilles fodbold på græsbaner i Aarhus Kommune efter den 1. november. Banerne, læs miljøet, kan ikke holde til det.
Selv om det handler om de afgørende kampe i turneringen, gives der ikke pardon. De hold fra Aarhus, der ellers var så heldige at have hjemmebane i en kamp, der måske gælder oprykning, hæmmes af den ellers så idrætsvenlige kommune og henvises til kunstgræsbaner. De er helt anderledes at spille på, hvis man er en knoldesparker uden forfinet teknik.
Spillere, frivillige ledere og trænere er frustrerede, men Aarhus Kommune har selvfølgelig været forudseende og nådigt ladet et par kunstgræsbaner anlægge, der kan bestilles. Det koster, men kommunen yder tilskud. Alt for miljøet.
Problemet er bare, at banerne slet ikke opfylder behovet, og VIK's serie 3-hold leder i øjeblikket efter en egnet bane i pæn afstand fra det anlæg, der i stedet er overladt måger, som i fred og ro kan hive regnorme op. Måske kommer der også muldvarpe, men det vil selvfølgelig blot glæde miljøkommissærerne. Bliver der spottet en hare, så sig endelig ikke noget, for ellers risikerer man, at området udlægges til naturpark.
At Aarhus Kommune er den eneste kommune, der praktiserer et sådant forbud, kan desværre ikke overraske. I andre kommuner er der åbenbart valgt politikere, der ikke lader sig kue, og hvor fornuften endnu ikke er aflivet som følge af en eller anden undersøgelse.
Forbuddet mod en runde i fodbold forekommer stupidt. Selvfølgelig skal der tages hensyn til banernes tilstand, og brugen bør selvsagt begrænses på denne årstid, men ligefrem at påtage sig rollen som turneringens overdommer og hæmme kommunens egne hold er at drive det lidt vidt.
Stadion er kommunalt ejet, men åbenbart et selvstyrende område. Her kan AGF godt spille den 21. november mod Silkeborg, men der er selvfølgelig også varme i banen.