Leder: Fritidspasset
Af en eller anden grund kommer man til at tænke på den frivillige fodboldleder Per Secher, der i årevis var en utrættelig indpisker i Aarhus Vest, når det igen handler om det såkaldte fritidspas.
Per Secher levede og åndede for at få indvandrerdrenge til at spille fodbold og gøre dem fortrolige med dansk foreningskultur. Han var solidarisk med sine knægte, tog del i deres liv, tog sig af dem, men der kunne også tales direkte i klubben.
Det var noget af en opgave at stå i spidsen for den klub, for selv om IF Kammeraterne kæmpede for at vinde, så betød vennerne i boligblokken ofte mere.
Det var ikke altid, man huskede den kamp, man lige var udtaget til. Og hvis der manglede for mange til at stille hold, måtte Per Secher i gang med at ringe efter sine spillere på mobilen.
Den entusiastiske leder, der i 1999 modtog en fornem pris af Michael Laudrup for sin indsats, døde i 2005.
Man forsøger fortsat at få børnene i Aarhus Vest til at dyrke idræt.
I dag får de et fritidspas, der giver adgang til medlemskab af en forening. Det koster ikke noget, og det er ment som en hjælp til socialt udsatte familier. Formålet med ordningen er at forbedre integrationen.
Der er ingen grænser for, hvor populær og vigtig ordningen med fritidspas er, og hvor meget den betyder. Især fordi Aarhus Kommune netop har fået afslag på nye bevillinger.
Kommunen har heller ikke magtet at bruge alle de penge, der blev bevilget ved den seneste uddeling. I hvert fald indsendes der nu en ansøgning til ministeriet om at måtte anvende det resterende beløb i det kommende år.
Selvfølgelig er det vigtigt, at børn dyrker idræt, men hvem har egentlig mest gavn af ordet fritidspas? Børnene eller de politikere, der gennemfører det?
Børn er følsomme, og de ved udmærket, at de ikke er med på normal vis. Familien har ikke skullet lide afsavn for, at de kan dyrke idræt. De er med, fordi det er muligt, men kunne lige så godt lave noget andet.
Hvis der samtidig ikke er en Per Secher til at engagere og opmuntre ungerne, har ordningen næppe den store værdi.
Der er mange indvandrerbørn, som har talent for at dyrke en eller anden form for idræt. De er gode til boldspil og eksempelvis i kampsport, men det er ikke nok at have talent og medfødt motorik. Der skal kæmpes for at blive bedre, og det kræver træning gennem mange år at blive virkelig god. Her kunne man godt frygte, at det kniber med motivationen. Det er kun de færreste, der har viljen til at gå hele vejen.
For foreningerne er fritidspas måske heller ikke den bedste ordning. Adskillige medlemmer er kun med, fordi det offentlige betaler. Når ordningen stopper, holder de op som medlemmer, og har indsatsen så været spildt?
Ingen ved, om ordningen med fritidspas fortsætter i Aarhus. Det afhænger af, om der kan skaffes støtte.