Åben by
Det er et kolossalt socialt eksperiment, som Brabrand Boligforening og Århus Kommune har indledt i Gellerup og Toveshøj. I løbet af få år vil området ændre karakter, hvis ellers beboerne siger ja til helhedsplanen ved afstemningen den 15. og 16. december.
Udfaldet af afstemningen er usikkert, men pilen begynder alligevel at svinge i retning af et ja. Det skyldes ikke kun, at Brabrand Boligforening satser på massiv oplysning, men også at toneangivende kræfter indser, at der er mange fordele ved planen.
Et nej til planen rammer udelukkende beboerne selv. Der er ingen alternative planer klar, og det risikerer at gå langt værre, hvis man ser det fra beboernes side.
I baggrunden varmer regeringens bulldozere op, og de ventes brugt i forbindelse med indsatsen mod ghettoer, hvis ikke boligforeningerne selv magter at skabe ændringer.
Det forlyder også, at der faktisk er ganske mange beboere i Gellerup og Toveshøj, som er positive over for helhedsplanen, hvis primære formål er at åbne bydelene mod Århus.
Den store udfordring er at mobilisere alle disse mennesker, når der skal stemmes. Boligforeningen har et problem med, at disse lejere ikke har nogen veludviklet foreningskultur. Man er ikke vant til at møde op for at stemme eller tage aktiv del i den demokratiske proces.
Brabrand Boligforenings afdelingsbestyrelser har besluttet, at man i ugerne op til afstemningen vil ringe på hos beboerne i de blokke, der er dømt til nedrivning. Meningen er at berolige folk og fortælle, hvad der skal ske, og hvilken betydning det får for hver enkelt.
Der er etableret en tryghedsgaranti. Ingen vil blive forvist fra Gellerup, og alle er sikret en lejlighed af samme kvalitet som den fraflyttede.
Er lejligheden eksempelvis sat ekstraordinært i stand, vil den nye bolig også være det. I boligforeningen gør man alt for at understrege, at ingen skal miste noget, og der er heller ikke tale om en camoufleret huslejeforhøjelse.
Tværtimod vil en række lejligheder blive tætnet, efter at der er klaget, og uden at det betyder huslejestigninger.
Der er mange, der arbejder på at sikre et ja ved afstemningen. Således er byens viceborgmester Rabih Azad-Ahmad parat til at opsøge beboere for at berolige dem. Rabih Azad-Ahmad nyder respekt i området og vil formentlig kunne overbevise flere om helhedsplanens fortræffeligheder.
Tegninger fra planen viser et spændende kvarter.
Der anlægges en ny bygade fra Bazar Vest til City Vest. Der skal samtidig opføres et beboerhus, som også vil rumme en festsal.
I kvarteret etableres der 1000 arbejdspladser.
Måske kommer der også en moské. Myndighederne oplyser, at det vil blive lettere for foreningen bag moskéen at erhverve en grund langs den nye bygade. Det kunne give en ideel placering i kvarteret, og der er mulighed for, at der kvitteres med en anbefaling om at stemme ja.