Leder: Lydfri koncerter
Århus har store ambitioner på en række områder. Bl.a. vil byen gerne være noget ved musikken, så man har i årevis haft et musikhus uden dog nogensinde at have fået etableret et fuldt besat symfoniorkester.
Århus Kommune vil i princippet også gerne have udendørskoncerter med store danske og internationale navne, men man har hidtil ikke evnet at finde en velegnet festivalplads. Foreløbig er det bedste bud Vestereng, selv om beliggenheden klos op ad Skejby Sygehus er håbløs.
Når koncertarrangører på trods af pladsproblemerne alligevel kaster sig ud i at løfte århusianernes kulturelle dannelse med store udendørskoncerter, løber de ind i det næste problem: I Århus Kommune har man nogle ret skrappe lydbegrænsninger for udendørskoncerter - ja, faktisk ser det ud, som om man helst så lydløse koncerter.
Koncertarrangør Brian Nielsen, der bl.a. står bag Northside Festival, kæmper en brav kamp for at få kommunen til at løsne de snærende bånd en smule. Det får være, at han tager fejl, når han tror, at travbanen er velegnet til store udendørskoncerter med et tusindtalligt publikum.
Det er ikke støjproblemer, der gør travbanen uegnet som koncertsted, for det kunne naboerne nok holde til, men derimod de fraværende parkeringsforhold og umulige til- og frakørselsforhold. Området er i forvejen et stort kaos så såre AGF spiller en hjemmekamp mod bundproppen i 1. division. Hvordan ville det så ikke være, hvis 50-60.000 eller flere troppede op til en koncert på travbanen?
Men bortset fra dette har Brian Nielsen gode pointer, bl.a. hvad lydrestriktionerne angår. Han har været i koncertarrangørbranchen i 20 år og har ikke oplevet lydrestriktioner andre steder end i Århus.
Restriktionerne betyder, at store danske og udenlandske musiknavne ikke ønsker at optræde i Århus. Byen vil gerne præsentere sig som en studieby med en ung puls, og man vil gerne tjene penge på f.eks. koncertbegivenheder, men musikken må endelig ikke spille igennem.
Det oplever man intet andet sted i landet. Tværtimod er andre kommuner samarbejdsvillige, når det gælder udendørs koncertarrangementer.
Men i Århus er det anderledes. Her går kommunen mere op i at opkræve stort depositum, holde lydniveauet nede og i øvrigt lade hånt om begreber som beredvillighed og samarbejde. Mens kommunen dyrker sine aparte forbehold, profilerer Horsens sig på store koncerter med verdensnavne.
Men måske er der slået en lille revne i betontænkningen, idet byens nuværende rådmand for udendørs musik, kulturrådmand Marc Perera Christensen, anerkender, at der er et problem. Han går endda så vidt som til at lufte den tanke, at store udendørs begivenheder måske skal underkastes et andet regelsæt. Tilbage er kun at håbe, at rådmanden og hans kolleger i byrådet følger op på dette tankemæssige kvantespring ind i virkeligheden. Ellers er det rent til grin - men endelig ikke for højt.