Leder: Camillas verden

Vi får også at vide, at vi lægger os »trygt i kølvandet på samtlige fordomme og klichéer« - akkurat som skribenten i øvrigt selv gør det med sit ordvalg.

Der står mere i Camilla Fabricius' indlæg, og som skriveøvelse er det sikkert udmærket.

Kritikken af artiklen går på, at JP Århus tillader sig at hævde, at nogle mennesker - bestemt ikke alle - har et medansvar for, at de er havnet i en trængt økonomisk situation, som gør, at de har brug for julehjælp.

Vi indrømmer, at ordet medansvar er kættersk. Den slags byder man ikke en socialdemokrat, som kun har læst partiprogrammet og derfor ikke gennem årene har behøvet at tænke selv.

Det er tydeligt, at JP Århus i Camilla Fabricius' forestillingsverden ikke kan skrive om sociale forhold uden at udtrykke et forargeligt menneskesyn. Pyt med, hvad der i øvrigt står. Byrådsmedlemmet har hørt, at avisen skulle ligge til højre for Socialdemokraterne, og da valgkampen er på vej, skal hun selvfølgelig også yde sit bidrag til rød bloks sejr. Har julehjælp ikke altid været en vindersag?

Havde hun i det mindste pudset sine ideologiske briller i andet end gennemhakket dansk leverpostej (formentlig økologisk), ville hun have opdaget, at lederen bestemt ikke nedgør de mennesker, der modtager hjælp. De har brug for hjælpen, fordi den socialdemokratiske velfærdsmodel er hullet som en si, hvor de svagest stillede falder igennem.

Derimod yder den utrolig velfærd ad libitum for middelklassen, der slet ikke behøver bidrag i forbindelse med den store omfordeling.

Den ledende artikel tillader sig også at antyde, at folk faktisk har et ansvar for eget liv. Vi erkender, at påstanden kan være hård kost for en dogmatisk socialdemokrat, der næppe har hørt om slagord som: Gør din pligt, og kræv din ret.

Der er folk, som uforvarende er havnet i et økonomisk morads, men der er andre, som kunne have disponeret anderledes. Velfærdsstat betyder ikke ubegrænset velfærd for alle. Vi risikerer faktisk at få problemer, hvis vi foretager os handlinger, som vi eksempelvis ikke har råd til. Vi kan underskrive gældsbeviser til høje renter, men dem hæfter vi for. Velfærdsstat eller ej.

Selv om Camilla Fabricius' parti gerne - og især under en valgkamp - forfægter det synspunkt, at den gode stat beskytter dig, så er dækningen ikke total. Man kan foretage sig handlinger, som har konsekvenser, men det er selvfølgelig udtryk for et kynisk menneskesyn at fortælle det.

Nej, lad os alle blive i den store socialdemokratiske dagpleje, hvor vi er beskyttede, og hvor samfundet sørger for, at vi får råd til at give hinanden julegaver. Helst det samme til alle, så ingen bliver skuffede.