Leder: Et symbol
Kurt Westergaard har udviklet sig til langt mere end en bladtegner/kunstner/debattør. Han er blevet selve symbolet på en helt ny virkelighed.
Den 30. september 2005 medvirkede Kurt Westergaard i det projekt, der skulle vise, at danske bladtegnere ikke bøjede sig for censur. I Morgenavisen Jyllands-Posten udstillede 12 tegnere, hvordan de så profeten Muhammed.
Kurt Westergaard var en af dem, og det var især hans tegning, der siden skulle hidse muslimer op og sætte ambassadekvarterer i udvalgte byer i brand. Sikkert fordi Muhammed bar en antændt bombe i turbanen.
At mange af dem, der protesterede, aldrig havde set tegningen, fandt Kurt Westergaard ærgerligt.
Den snart 75-årige mand har under hele forløbet nægtet at bøje sig, og han føler ikke, at der er noget at undskylde. Han er ked af, hvis han har hidset folk op, og han har svært ved at forstå, at de kan blive så vrede.
Denne ene tegning har krævet kolossale personlige ofre, som Kurt Westergaard og hans kone, Gitte, har båret uden offentligt at beklage sig, og det kunne de sagtens have gjort.
De har nemlig ikke altid fået den støtte, som de fortjente. Et hotel ville ikke have tegneren boede, fordi det var farligt, og Århus Kommune dummede sig ved at afskedige Gitte Westergaard fra en børneinstitution på grund af sikkerheden. Afskedigelsen var effektiv, lige indtil rådmand Louise Gade blev bekendt med sagen og straks omgjorde beslutningen.
Hun undskyldte også.
Politiet har flere gange slået til mod grupper og personer, der var mistænkt for at ville myrde Kurt Westergaard. Især i forbindelse med anholdelserne i februar 2008 var der nogle, der mente, at PET havde overreageret, men da der nytårsdag i år stod en ung somalier med en økse i Kurt Westergaards stue, kunne enhver se, at det var alvor. Alligevel måtte Kurt Westergaard tåle Karen Thisteds indlæg i Ekstra Bladet ”Du er en antihelt, Kurt Westergaard”, hvor han blev beskyldt for fejhed, fordi han selv havde søgt tilflugt på badeværelset, husets sikkerhedsrum, og ladet sit barnebarn alene tilbage.
Kurt Westergaard har besluttet at standse som bladtegner på Jyllands-Posten, og han har alderen til at gå på pension, men det får han nok ikke tid til, for han har i kraft af sin berømmelse fået gang i en kunstnerisk karriere på internationalt niveau. Der er ikke tid til at tegne Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen. Han fortjener sin succes, men omkostningerne har været kolossale. Hans eksempel viser, at det er nødvendigt at stå fast. Ytringsfriheden skal ikke knægtes med trusler og vold.
Folk skal have frihed til at udtrykke sig, og derfor er det godt, at Århus Kommune lader en ung forfatter fra Mugabes Zimbabwe bosætte sig i Århus og arbejde. Hans ophold betales af staten og af Århus Kommune. Trods nedskæringer skal der være råd til at værne om ytringsfriheden. Den er langt mere værd end alle mulige velfærdsordninger.
Uden den havde vi ikke et civiliseret samfund.