Rød front
Man må lade partierne på venstrefløjen, at de bedre end andre forstår at rette ind. Her er ingen slinger, når partiets kurs først er afstukket. Det overordnede mål for SF i øjeblikket er for første gang nogensinde at komme med i en regering, og ministerambitionerne overskygger derfor alt andet. Intet - hverken nationalt og lokalt - må stå i vejen for den ultimative anerkendelse.
For folk, som har fulgt århusiansk kommunalpolitik i årevis, forekommer den nuværende situation nærmest uvirkelig og måske også en lille smule grinagtig.
Fra at være yndlingsaversion nummer 1 er socialdemokraterne ophøjet til rene ayatollaher i kunsten at formulere en politisk vision. Socialdemokraterne har for tiden altid ret, og selv hvis en ledende socialdemokrat skulle lide af en ubehandlet talefejl, ville SF'erne komplimentere deres nye allierede for en smuk og særpræget diktion.
I Århus Byråd følger SF'erne også partilinjen, og der er Socialdemokraterne den nye og foretrukne samarbejdspartner, som det for alt i verden gælder om ikke at genere.
Hvis Nicolai Wammen gang på gang spørger sig selv: »Sagde de virkelig det?« forstår man ham godt.
Når SF endnu en gang har komplimenteret borgmesteren for et udspil, eller forsvaret ham mod upassende borgerlige angreb for ikke at have styr på økonomien.
Man kan kun spekulere over, hvor længe forbrødringen vil vare. Sikkert næppe meget længere end til hvedebrødsdagene er overstået, efter at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har dannet regering.
SF gør alt for at behage Socialdemokraterne i Århus Byråd. Det begyndte før kommunalvalget, og lobhudlingen er forstærket siden. Nogle gange kan man godt mistænke SF'erne for at knibe sig selv i armen i håb om, at det bare er en drøm.
Man skal ikke langt tilbage, før SF's primære rolle i Århus Byråd var at drille Socialdemokraterne. Tag Niels Erik Eskildsen, der i otte år var rådmand. Han ville gerne udfordre det største arbejderparti, og han forsøgte gerne med en lille rævekage. De borgerlige turde ikke gå med, fordi de var bange for, hvad de ville blive brugt til.
SF'erne afviser, at partiet er reduceret til et støtteparti. Man har fået meget igennem og peger på bevarelsen af Læssøesgades Skole. Den beslutning bliver trukket frem i alle mulige sammenhænge, men af et figenblad at være forekommer Læssøesgades Skole måske lidt overvældende.
Tidligere borgmester Thorkild Simonsen er også overrasket. I hans tid var SF slet ikke i samme grad parat til at sige ja til Socialdemokraterne. Faktisk sagde de kun nej, og de havde gerne set, at hverken Musikhuset, Studstrupværket eller Skejby Sygehus var blevet bygget. Partiet ville hellere have brugt pengene på daginstitutioner, skoler og ældre.
Dengang blev SF'erne overvåget af en lokal kommissær, der kontrollerede, at linjen blev fulgt. Det er ikke nødvendigt længere. Nu er medlemmerne så dresserede, at de ved, hvad der forventes af dem.