Rene linjer for museerne
Det er ikke hensigtsmæssigt, at museer som Den Gamle By i måneder skal leve i uvished om, hvorvidt offentlige tilskud kommer eller forsvinder.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
For øjeblikket tyder alt på, at Den Gamle By, og med den en række andre museer, får fornyet den særbevilling, som der gennem længere tid har været frygt for ville blive strøget på næste års finanslov. Det er glædeligt, og museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i Den Gamle By lyder da også som en temmelig lettet mand.
Men at det overhovedet skal komme dertil, at flere museer i længere tid skal leve i tvivl om, hvorvidt de er købt eller solgt, er ikke hensigtsmæssigt. Rene linjer vil være at foretrække, også selv om budskabet skulle være nedslående, for som en kulturinstitution, der i forvejen har stramme budgetter, er det afgørende, at man ved, hvilke økonomiske rammer man har et godt stykke ud i fremtiden. Derfor er det på ingen måde befordrende at blive holdt hen.
Historien om den særbevilling, som bl.a. Den Gamle By modtager, begyndte i 2008, da museet ved finanslovsforhandlingerne fik tildelt 4 mio. kr. over fire år, altså en rund mio. mere om året oven i anden statslig og kommunal støtte. Det blev ved den lejlighed ikke skrevet ned, at det ekstra tilskud skulle være permanent, men ifølge både Den Gamle By og det forhenværende medlem af Folketinget for Venstre Eyvind Vesselbo var det hensigten. Fire år efter, ved finanslovsforhandlingerne i 2012, blev 1,2 mio. kr. gjort permanente, mens 3 mio. kr. blev tildelt midlertidigt fordelt over de kommende fire år. Efter atter fire år står man her igen, og denne gang er det så de 3 mio. kr., som blev gjort midlertidige i 2012, man har krydset klinger om.
Blandt de øvrige museer, som også får særbevillinger, er bl.a. Fregatten Jylland, landbrugsmuseet Gl. Estrup, Kvindemuseet her i byen og Arbejdermuseet i København. Det er alle væsentlige museer, men også museer, der som mange kulturinstitutioner i disse år kæmper med meget stramme budgetter.
At det overhovedet skal komme der til, at flere museer i længere tid skal leve i tvivl om, hvorvidt de er købt eller solgt, er ikke hensigtsmæssigt.
Når det som en del af de offentlige spareplaner besluttes, at alle offentlige institutioner skal spare 2 pct. om året i fire år, så gælder det naturligvis også museer, som det i øvrigt gælder uddannelsesinstitutioner, teatre og så videre. Det kan være vanskeligt nok i sig selv at køre en grønthøster hen over en institution, som i forvejen er trimmet og meget omkostningsbevidst, men når der så kommer så stor usikkerhed oven i, som der har været forbundet med denne særbevilling, hvor man så længe holdes hen, kan det have direkte skadelig virkning.
Der er i disse år stigende politisk bevidsthed om, at vi skal blive mere tydelige om, hvem vi er som nation. Det er bl.a. det, kulturminister Bertel Haarder vil bruge sin danmarkskanon til. Men en kanon er blot et stykke papir, som ingen virkning har, hvis der ikke samtidig er en bevidsthed om, at den kulturarv, som skal hjælpe os med at blive tydeligere, har ordentlige vilkår.
De går bl.a. ud på at skabe rene linjer for dem om, hvad de kan forvente fra stat og kommune. Resten af deres indtægter – fra publikumsindtægter, fonde og sponsorer – må de kæmpe om i konkurrence.