De goder viljers helhedsplan og afmagt
Umiddelbart efter TV 2's dokumentarudsendelser i foråret om parallelsamfund i de muslimske miljøer i Aarhus var de lokale politikere hurtigt ude med kommentarer om, at udsendelsernes afsløringer af forhold, der i virkeligheden burde være velkendte, krævede handling og bredt samarbejde i byrådssalen.
Borgmesteren lancerede en 10-punktsplan, og med afsæt i den har man så siden forhandlet. Men sammenholdet er det så som så med, for nok støttes udspillet om opgør med parallelsamfund af et flertal på 17 af byrådets 31 medlemmer, men nogen bred opbakning kan man ikke tale om.
Der er stadig mulighed for at lande en plan med bred tilslutning. Det kræver dog, at der udvises lederskab for bordenden.
Flertallet består af Socialdemokraterne, De Radikale og SF, mens Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance finder tiltagene for ukonkrete.
Ifølge flertallets plan skal der bl.a. etableres et udvidet exitprogram for borgere, der er udsat for undertrykkelse, social kontrol, tvang, vold og genopdragelse, alle dagtilbud, skoler og klubber skal ruste alle børn og unge til at blive demokratiske medborgere, alle kommunale medarbejdere skal indberette, hvis de ser indikationer på parallelt retssystem, og så skal der foretages flere uanmeldte kontrolbesøg og laves udvidet kontrol med medlemslister i udvalgte foreninger.
Ingen, bortset fra Enhedslisten, naturligvis, kan vel være uenig i planens forskellige punkter, der mest af alt ligner almindeligheder og gode hensigter.
Lidt kritisk sagt forsøger planen vel at rette op på årtiers forsømmelser, og de blødt formulerede almindeligheder afspejler på sin vis også afmagt. Planen kradser nok i overfladen, men de fire borgerlige partier ønsker at komme et spadestik dybere.
Derfor ønsker man fra den kant bl.a., at der tages kraftigere afstand fra sharia og islamisme, at der ikke bygges stormoskéer i helhedsplanområdet, at man skal arbejde med flere måltal for indsatserne, f.eks. for beskæftigelsesindsatsen, og at man fjerner tryghedsgarantien, der sikrer beboere i Gellerup genhusning i lokalområdet i forbindelse med nedrivning af blokke.
Uenighederne om tiltagene mod parallelsamfund har straks ført til lidt mudderkastning med gensidige beskyldninger om at handle taktisk før det næste kommunalvalg i stedet for at koncentrere sig om løsningstiltag her og nu.
Helt konkret mener Venstre-lederen, Bünyamin Simsek, at borgmesteren tænker taktisk. Simsek siger bl.a. om borgmesteren: »Han har valgt at holde fast i De Radikale og have dem tæt på sig, men ved at lukke deres to mandater ude kan han i stedet få 11 borgerlige mandater med ind i aftalen.«
Byrådsmødet vil vise, hvor sagen ender, men det ville klæde byrådets ansvarlige partier at lande en aftale med bred tilslutning, så man viser såvel vælgerne som parallelsamfundene, at man står last og brast i kampen mod parallelsamfund.