Leder: Magtkampen

Der ulmer en konflikt mellem politikere og embedsmænd. Det er formelt politikeren, som styrer i kraft af sit demokratiske mandat, men det er embedsmanden, der som følge af sin store indsigt bestemmer.

Når politikerne leger embedsmænd, risikerer de at skabe problemer, der medfører, at ”systemet” bryder sammen.



Enhver, der har set den fremragende britiske tv-serie ”Yes, minister”, ved, hvad spillet handler om: Det handler om magten. Det gælder lige fra statsforvaltningen over kommunerne til de krigeriske menighedsråd.



Forholdet mellem den tidligere socialchef, Leif Gjørtz Christensen, og rådmand Gert Bjerregaard afspejler den samme konflikt.



Leif Gjørtz Christensen kommer fra en forvaltning, der altid har set det som udtryk for svaghed at indrømme fejl. Man har nærmest haft indtryk af, at den selvopfattelse, som medarbejderne i socialforvaltningen dyrkede, gik ud på, at de anså sig selv som fejlfrie.



Cheferne har haft samme indstilling, og de har som regel kunnet styre deres politikere i kraft af det utal af rapporter, der gennem årene er blevet produceret, og som cheferne kunne på fingerspidserne. Den viden gjorde dem usårlige i forhold til politikerne, som slet ikke matchede niveauet.



Det har været sådan, at embedsmændene hver gang, der opstod det mindste problem, kunne henvise til en rapport, der viste det ønskede resultat. Politikeren kunne kun samtykke, medmindre han var mere end almindeligt fortrolig med stoffet.



Det nyttede ikke noget, at politikeren søgte konfrontationen. Det var vigtigere, at politikeren og embedsmanden fandt en frekvens, hvor de kunne tale sammen, og hvor de forstod hinanden og hinandens forskellige roller.



Det var ikke en kultur, som førte noget konstruktivt med sig. Det var nok heller ikke meningen. Det handlede om at beskytte systemet mod alt for gode idéer.



Kørte det, som det altid har kørt, behøvede man selvfølgelig heller ikke at være nervøs for at fejle. Det bekræftede, at det kun er mennesker, der ikke laver noget, der ikke begår fejl.



Det forlød også, at rådmanden, da socialchefen ikke ville erkende fejl i forhold til behandlingen af de udsatte børn, ikke havde anden mulighed end at skride til afskedigelse. Politikeren erkendte, at han havde mistet tilliden til sin embedsmand.



De seneste måneder har været yderst lærerige for rådmand Gert Bjerregaard. Han har gjort sig nogle erfaringer i den konkrete og i en tidligere sag, hvor der opstod tvivl om, hvem der sagde hvad i forholdet mellem borgmesterens afdeling og rådmandens.



En politiker skal styre meget sikkert i forhold til embedsmænd, for ellers er der risiko for en fatal udvikling.



Det kræver stor styrke at forandre arbejdsgangen i en magistrat, men i hvert fald i socialforvaltningen bliver det nu muligt at prøve at gøre tingene på andre måder.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen