Vinni og karbonaderne

En tur i Bilka: Det er kun naturligt, at vi i denne mørketid søger hen, hvor der er lys og mange muligheder. Men det er jo ikke altid, man selv får lov at vælge.

Lige nu ryster vejrguderne blandt andet lidt spredt nattefrost ud af ærmet. Kolde nætter, milde dage. Og megen mørke.

For dagene er aftaget med over ni timer. NI!

Ikke mærkeligt, at vi ind imellem søger mod det elektriske lys.

Som eksempelvis i varehusenes lyshav med tilhørende tilbud om (næsten) alt, såvel til hverdagen som til den forestående højtid, der så samtidig markerer, at det derefter atter går mod lysere tider.

Og hvor der er mange mennesker til stede, er der rig lejlighed til at studere vor forskellighed. Ikke bare i udseende, men i lige så høj grad i adfærd.

Jeg er i Bilka og befinder mig lige nu i en krydsild mellem en yngre kvinde, der hedder Vinni, og en lidt ældre, hvis navn ikke fremgår.

Vi kender vel alle eksempler på mødre, der ynder at opdrage deres mindre børn i fuld offentlighed over større afstande. Først lader man barnet løbe lidt bort fra sig for derefter med hylende højtalerstemme at forsøge at irettesætte på en måde, der lydeligt inddrager alle omkringværende. ”Kan alle se og høre, at jeg har født et barn? Det er MIT barn. Er det ikke fantastisk?”

Stemmen hæves

Om Vinni og den lidt ældre kvinde her er en voksenudgave af datter og mor fremgår ikke. De står med godt 20 m imellem sig, på hver sin side af en af varehusets brede gange.

Den lidt ældre er i sit opmærksomhedskrævende råberi nået til: »Men bruger hun en small eller en ekstra-small, Vinni?«

Vinni, der tydeligvis lige nu fordyber sig i en helt anden varegruppe, lader som om hun slet ikke har hørt råberiet. Hun svarer i alt fald ikke.

Jeg når lige at tænke, at den råbende kvinde nu måske vil nærme sig Vinni, før hun gentager spørgsmålet. Men jeg tager helt fejl. Tværtimod hæver hun nu stemmer ekstra, så alle inden for en radius af godt 100 m er med på en lytter:

»Tror du, at hun vil have tryk på trusserne – eller bare helt hvide?«

Da der stadig ikke kommer svar, ser den spørgende op og råber: »Vinni!!!«

Nu ser Vinni op og drejer hovedet og råber tilbage over tøjstativer og kundevogns-skubbere : »Hwar?«

»Jeg spørger, om hun vil ha’ tegninger på trusserne, eller hvad?«

Jeg kan mærke, at det er lige før, jeg blander mig råbende med en skarpslebet uforskammethed, hvilket jeg naturligvis godt ved, at jeg ikke skal. Men hvor jeg for få øjeblikke siden selv følte at være i mental balance, da jeg lod mig sluse ind gennem Bilkas svingdør, der må jeg nu nok sande, at mørketiden dog må ha slidt noget på min overfladebehandling med kultiveret fernis. For lige nu hjælper kun flugt!

Sulten melder sig

Jeg sigter mod butikkens afdeling for radio og tv og dens skærmende lydtapeter. Og nærmest løber derover.

Da jeg efter nogen tid atter er faldet til ro, melder sulten sig. Og jeg søger op mod cafeteriet.

Her er store skilte i trængsel. På et af dem står der: ”Dagens ret 50 kr.” Jeg afsøger landskabet for at lede efter et andet skilt, der vil røbe, hvad dagens ret er. Et sådan skilt findes ikke.

Jeg går op til damen ved kassen og spørger, om det kan være rigtigt, at der ingen skilte er, som fortæller, hvad dagens ret er. Sødt smilende fortæller hun mig, at det er rigtigt – et sådan skilt har man ikke.

»Men hvad der er dagens ret, fremgår af disse små kort.« Hun holder en lille flettet kurv med små påtrykte kort frem.

Jeg tager et kort og læser: ”Frit valg 50 kr.” På den anden side af kortet står der: ”Karbonader, oksegullash, forloren hare, frikadeller, kyllingebryst.”

»Så vil jeg gerne ha’ en gang karbonader,« siger jeg.

Fredagsfrikadeller

Hun ser endnu bredere smilende på mig: »Det kan du ikke få. I dag kan du få forloren hare som dagens ret.«

»Men der står her på kortet: Frit valg!«

»Ja, du kan vælge frit mellem de dage, du vil spise dagens ret her. Men det er kun om mandagen, du kan få karbonader her som dagens ret.«

Hun kikker lidt granskende på mig: »Jeg reddede den ikke rigtigt, vel?«

»Nej, ikke rigtigt,« siger jeg.

Men hører så en stemme i det fjerne, jeg kun kender alt for godt. Vinni & Co. er undervejs i denne retning.

Med et lettere hjælpeløst smil undskylder jeg og mumler noget om, at jeg vil vende tilbage på frikadelle-fredag.

Hvorefter den charmerende kassedame på uriasposten råber efter mig, at der kun er frit valg mellem frikadellerne om torsdagen.

Fire lyskryds med vellyd

Tilbage i min bil lader jeg en helt ny cd glide ind gennem sprækken til afspilleren. Og et øjeblik efter fyldes min verden af vidunderlig vellyd: ”Look With Your Heart - Louise Fribo Sings Andrew Lloyd Webber.”

Louise Fribo, der netop har fået fantastiske anmeldelser for sin hovedrolle i ”Love Never Dies” på Det Ny Teater i København, synger her sammen med Odense Symfoniorkester, dirigeret af Mikkel Rønnow. Hvilken salig jubel. Hvilket saligt samarbejde. Hvilken salig øren-fryd.

Fire lysregulerede kryds længere fremme er Vinni da også bare et muntert minde.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.