Stjerne-gæster

Hver gang det regner, så tænker jeg på Anette. Anette var den første pige, jeg kyssede. Og som enhver nok kan forstå, så er der løbet meget mundvand under badebroen siden da. Det er blevet til enorme mængder af Anette-tanker! Og nu igen, da jeg sidder i bilen og lytter til cd-afspilleren, hvis volumen har fået lov at liste sig op i det røde felt. Egentlig er der slet ingen sammenhæng mellem tankerne om kysse-Anette og den snurrende cd. Det er bare det, at hver gang jeg lytter til stor og medrivende musik og sang, bliver jeg sentimental. Og hver gang jeg bliver sentimental, tænker jeg på Anette. Regnvejr eller ej. Cd'en er helt ny. Og den minder mig - af gode grunde - om en af de mest medrivende premiereaftener, som jeg har haft i Aarhus Teater. Hvis vi skal tage hele teksten med fra cd-omslaget, lyder den: ”International Cast Recording, starring Maria Lucia. CHESS. Highlight from Aarhus Teater”.

Og det er lige, hvad det er: Et par håndfulde af numrene fra Aarhus Teaters spektakulære opsætning af ”Chess”. Med Mikkel Rønnow i orkestergraven med tryllestaven og på scenen bl.a. den formentlig største sangstjerne, som byen har fostret: Maria Lucia Heiberg Rosenberg. Naturligvis kender jeg handlingen i ”Chess”, men den er jeg aldeles ligeglad med. For mig er ”Chess” en samling sublime, og meget forskelligartede, numre i afdelingen for populærmusik og -sang. Men her er det ikke nok at være i klassen for lettere øvede. Både hvad angår musik og sang er der tale om hundesvære sager. Des mere inderlig er glæden ved at lytte, når resultatet hænger lige i skabet. Som her. Få fat i cd'en og lyt f.eks. til Maria Lucia i nummeret ”Nobody's Side”, i hvilket hendes stemme bliver en del af orkestret og orkestret en del af hende. En forrygende, overvældende, medrivende sammensmeltning, der får én til helt at glemme Elaine Paige, der tilbage i 1984 havde den samme rolle, da vi for første gang lyttede til ”Chess” på en dobbelt-lp. I dag er Maria Lucia en stjerne, der ubesværet kan levere varen fra alverdens største scener med populærmusik og -sang. Hvis hun vil.

Stjerne-status, ja. Jeg parkerer i den indre by og går under paraplyen til Christiansgade 18. Her indrettede Galleri Møller Witt sig sidste år i meget smukke lokaler. Og lige nu er der solo-udstilling med lærreder af Peter Martensen. En udstilling han kalder ”The Specialist”. Gennem årene har den samme Martensen udviklet sig til en af vore meget populære billedkunstnere. Men han er åbenbart stadig ikke medlem af det gode (læs: anerkendte) selskab. Mens der inden for så at sige alle andre kulturelle discipliner er en ligefrem proportionalitet mellem publikumsinteresse og medieinteresse, synes særligt de trykte medier i dag stadig - når det gælder billedkunsten - at hænge fast i den rokoko-opfattelse, at det er kritikerne, der nok selv skal afgøre, hvad der er værd at beskæftige sig med. Helt uanset hvad det store publikum mener.

Men der er jo altså sket noget i mediebilledet. Som f.eks. dette, at enhver, der ønsker det, er sin egen ansvarshavende chefredaktør på nettet - som eksempelvis på Facebook. Hvorfor billedkunst og vurderinger af denne i dag spredes med lynets hast i cyberspace. Og så kan vi imens roligt læne os op ad, hvad en af landets mest magtfulde kunstforstandige siger om de dele. I en samtale, som jeg for et par år siden havde med ham her i avisen, sagde han: »På længere sigt er den eneste popularitet, der er noget værd i kunsten, den folkelige. Folkets dom, så at sige!« Og hvem er han så, ham som formastede sig til denne ”ukorrekte” holdning? Såmænd Danmarks mest indflydelsesrige kunsthistoriker, formanden for Ny Carlsbergfondets direktion, Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Og det må vi så trøste os med, alle os, der undrer os over, hvor lidt vi kan opleve i medierne om eksempelvis Peter Martensen. Men læg nu selv vejen forbi Christiansgade 18 og gå på opdagelse i Martensens hvidskjortede mænd i flok, der f.eks. står i vand til livet og kæmper om løse papirark, der suges i en søjle mod nattehimlen, mens en ufo er parkeret mellem træerne. Der er 27 værker med her. Alle med åbne spørgsmål. Ikke et eneste lærred med en løsning. Peter Martensen er en mageløst insisterende billedkunstner med et let genkendeligt billedunivers og evigt pirrende til fantasien. Din fantasi! Bagefter træder jeg udenfor, slår paraplyen op og sætter kurs mod bilen. Hver gang det regner, så tænker jeg på Anette.