Yes, they know it’s Christmas

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er december, og i radioen er julemusikken samme procedure som hvert år. ”Do They Know it’s Christmas”, 80’ernes store kor af verdensstjerner forenet til fordel for de sultende i Etiopien.

Sangen er blevet kritiseret for lidt af hvert: Hvid mands nedladende tone, en tekst fuld af fordomme og musikalsk en sentimental katastrofe. Men i den søde juletid er der ingen nåde, og bør vi ikke have lidt dårlig samvittighed, mens vi mæsker os?

Til beroligelse for dit overjeg kan sangens spørgsmål i stigende grad besvares med et: Yes, they do know it’s Christmas. I den forstand, at færre og færre må gå sultne i seng juleaften – og resten af året.

Siden Band Aids årti er verdens befolkning vokset med omkring 2 mia. Alligevel er den andel, der er underernærede, ifølge FN’s fødevareorganisation, FAO, faldet fra ca. 23 pct. til ca. 13 pct i 2015.

For de mange millioner, der stadig sulter, er det bestemt ingen trøst, og netop Etiopien har det seneste år igen været ramt af hungersnød. Men når overvægt, målt på antal ramte verdensborgere, nu er dobbelt så stort et problem som undervægt, så står det klart, at mere end George Michaels frisure har ændret sig siden 80’erne.

Går vi lidt længere tilbage i tid, er revolutionen endnu mere synlig. For 50 år siden levede størstedelen af verdens befolkning i absolut fattigdom, i dag er det ifølge Verdensbanken omkring 1 ud af 10.

Altså: Der er blevet flere mennesker i verden, men færre lever for under et eksistensminimum. Det lyder som et julemirakel, men det kunne også beskrives som et fødevareunder.

Som følge af kunstgødning og forædling af afgrøder giver den samme jord langt større udbytte. Effektiv produktion, forbedret logistik og international handel giver en mere stabil forsyning, der gør de enkelte landes befolkninger mindre afhængige af lokale forhold. Og trods de seneste udsving i fødevarepriser er regningen for at spise sig mæt i dag langt lavere end tidligere.

I 1948 brugte en gennemsnitlig dansk familie omkring 40 pct. af den årlige indkomst på fødevarer, i dag er det omkring 10 pct. Samtidig er maden blevet mere varieret, spædbarnsdødeligheden er faldet, færre børn lider af mangelsygdomme, vi er blevet højere og lever længere.

Så meget for de gode gamle dage. Tænk bare på kartoffelpesten i Irland, der kostede landet en femtedel af befolkningen – enten døde man, eller også udvandrede man til USA. Det svært at fatte i nutidens Europa, hvor vi mest slås med at begrænse mængden af konfekt og byttegaver.

Af dem, der sulter i dag, bor 98 ud af 100 i udviklingslande. Det giver en udfordring, fordi det også er her, meget af den fremtidige befolkningstilvækst sker. Et par milliarder mere skal der være mad til. Det burde kunne lade sig gøre. Der produceres i dag kalorier nok til at brødføde alle, men de skal fordeles bedre, med mindre belastning af miljøet og spild undervejs.

Der bliver brug for ressourceeffektivitet i store mængder, og heldigvis er det noget, vi kan prale af at kunne i Danmark. Fødevareklyngen, med centrum i Aarhus, er for eksempel ganske effektiv. Så tillad mig, i denne blødhjertede sæson, at være optimist. Verdens velstand har på en generation taget et ordentligt spring fremad, mens den gennemsnitlige verdensborgers risiko for at blive ramt af sult er skrumpet ind.

Det er en bedrift, der lover godt for udsigten til at mætte alle munde i fremtiden. Arbejdet er ikke slut, men med Band Aids ord:

It's Christmas-time; there's no need to be afraid.