U-landene kunne gå hen og blive det nye sort

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden hørte jeg igen en sige, at solenergi ikke kan betale sig og ikke kommer til at betyde det store. Jeg hørte en anden sige, at selvkørende biler ikke kommer til at betyde noget de næste 20 år. Og hvis det stod til vores lovgivning og magthavere, så kunne det måske også blive tilfældet.

Men der findes teknologi til at sadle om til både bæredygtige transport- og energisystemer mv. – til at leve et helt anderledes og formentlig bedre liv med mere passion og mindre bullshit. Men hvorfor fortsætter vi så ud af et spor, når snart de fleste kan se, det er helt ude i hampen?

Vesten ligner ethvert andet historisk imperium, hvis sommer går på hæld. Det, der skabte storheden, er over tid blevet omdannet til inerti og arrogance – med dertilhørende manglende selvindsigt. Vi blev derfor lige overrasket over både brexit og Trump, selv om det jo ikke ændrede noget. Det eneste, der skete, var, at vi fik syn for sagn – syn for hvordan det står til.

Hvis det er globaliseringens tabere, der har stemt UK ud af EU og Trump ind i Det Hvide Hus – hvilket er blevet én af standardforklaringerne – frygter jeg, hvad taberne til digitaliseringen og den følgende automatisering af også skrivebordsarbejdspladserne vil gøre, eller hvem de vil stemme på 10 år fra nu.

Egentlig er automatiseringen en helt naturlig konsekvens af den teknologiske udvikling og industrialiseringen. Siden de første lavteknologiske hjælpemidler har mennesket brugt teknologien som en forlængelse af sin funktion og til at hjælpe med opgaver osv.

Løftet fra teknologifremskridtet og industrialiseringen har været, at effektiviseringen skulle løsne mennesket fra arbejdet. Men vi har skabt og fastholdt et økonomisk system, som bygger på stigende gæld, hvilket medfører et vækstkrav, så vi kan forrente fundamentet under den gældsbaserede økonomi.

Således er der dømt løftebrud fra industrialiseringen, da gælden skal betales og forrentes. Det medfører, at vi i stedet for mindre arbejde og mere frihed tværtimod må arbejde mere og stadig mere effektivt. Så selv om systemet har ført os og Vesten fremad og givet velstand til mange, holder det os på visse punkter tilbage fra udviklingen til næste niveau for civilisationen.

Til at hjælpe vores samfund fremad har vi ladet en mutation af demokratiet udvikle sig til et mediestyret realityshow, hvor vi har overladt samfundets beslutninger til den profession, der år efter år viser sig at være den, vi ifølge undersøgelserne i Danmark har lavest tillid til – politikerens. De, som bejler til os fra samme reklamesøjler som cirkus: lygtepælene.

I de senere år har vi set en udbredelse af ulighed, fattigdom og opdeling af samfundene i USA og store dele af Europa. Digitaliseringen og automatiseringen vil blot forværre det, hvis ikke vi som samfund selvransager grundigt og dybt og tager store beslutninger. Der spås jobtab på mellem 25-50 pct. i vestlige samfund inden 2030 som følge af udviklingen i kunstig intelligens og robotter mv.

Uden at male fanden på væggen tør jeg da godt give udtryk for, at jeg frygter hvad samfund med “bare” 25 pct. arbejdsløse mennesker i desperation og armod vil gøre gennem eller uden om demokratiet i 2030.

Men sagen er, at vi ikke behøver lade 25-50 pct. blive tabere af udviklingen. Teknologien bliver stadig mere effektiv – det er jo derfor, den overflødiggør job.

Men værdien af de goder og services, automatiseringen skaber, er ikke nødvendigvis dårligere; det er fordelingen af goderne, der er problemet. Med de rette beslutninger kan vi finde en anden og måske bedre og i højere grad selvvalgt beskæftigelse til disse mennesker.

Bl.a. derfor planlægger og kører en lang række lande forsøg med ”universal basic income”, som kan oversættes med borgerløn; herunder Holland, Finland, Frankrig, Canada, Alaska, Uganda, Kenya, Namibia, Brasilien, Mexico og Kina m.fl.

Det, der står mellem os og en bedre, kollektiv gevinst ved digitaliseringen og automatiseringen er vores mindset, kultur, økonomitype og politiske systemer.

Vi må udfordre menneskets grundlæggende frygt for forandring og ikke mindst vores hang til forfængelighed omkring anerkendelse.

Jeg forstår godt, at hvis vi f.eks. sadlede om til solenergi, ville en del folk med stor magt i det nuværende økonomiske og politiske set up miste deres position og dermed anerkendelse og status. Dette gør sig gældende i de fleste brancher lige nu, og det er denne ufornuftige fastholdelse af gamle metoder, systemer og magtforhold, der fører til disruptions, hvor hele brancher redefineres i løbet af kort tid pga. nye teknologiske muligheder, der forfølges af andre end branchen selv.

Ligesom virksomheder har iboende bremser i forhold til udvikling, når det medfører store magtforskydninger, så har lande og deres systemer det også.

Vesten minder nærmest om Nokia i 2010’erne. For stor til rigtigt at kunne vende skuden, selvom kursen er forkert, men stolt nok til at sænke skuden med manér og holde ud til det sidste.

Vi kan ikke overleve på stolthed og arrogance nu. Vi har brug for at tage rigtig store beslutninger og turde vælge langsigtede løsninger. De næste 20 års store disruptions kunne meget vel ske på nationale og ideologiske niveauer og måske gøre en række U-lande til det nye sort?