»Vi går i pausen, skat, det lover jeg«

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Sådan var Dirch Passer slet ikke, Romeo,« hvisker jeg undskyldende til min søn, da vi i sidste uge så forestillingen ”Dirch” i Musikhuset Aarhus.

»Jeg har mødt ham mange gange, da jeg var ung.«

»Har du?« hvisker Romeo tilbage. Jeg nikker og forestillingen ”Dirch” fortsætter. Kors i r...., hvor er den dårligt skrevet, og den er kvalmende overgearet, usjov, rodet og indforstået. Skuespillerne spiller for sig selv og når meget sjældent os – publikum, og det kan virkelig mærkes, der er temmelig stille på de flotte stolerækker og ikke stille på den gode måde.

»Ja, Dirch«, »nej, Keld«, »godt, Ove«, »fint, Sitter«, »det har du ret i, Judy«. Skuespillerne siger hele tiden navnene på medspillernes roller, men lige fedt hjælper det. Ingen af karaktererne rammer, og man genkender simpelthen ikke de i Danmark ellers så elskede skuespillere fra dengang – så dårligt er det skrevet.

Skuespillerne er gode, og vi taler store navne, men de bliver ikke brugt, publikum får kun små bidder fra eliteskuespillerne. Scenografien er nutidigt spændende, koreografien er toppen, ikke kun i dansescenerne, men i hvert et skridt skuespillerne tager, kostumerne er så godt tænkt og syet. Jeg synes også, instruktøren er stram og loyal, men for pokker da – melodien, der blev væk? Nej, historien, der blev væk. Æv.

Hule figurer, man ikke er interesseret i og intet føler for andet end stor irritation. Hvem er hvem, det er det, vi leger, det er træls, og jeg keder mig så meget, at jeg begynder at sende kærlige tanker til musikhusets lys- og lydteknikere. Wow, hvor er de dygtige, og scenen i Store Sal kan som altid forvandle sig til det ene og det andet, bare flot, og stolene er behagelige, og rengøringen er god – ingen hoster, fordi det støver, og alt stråler. Og i billetsalget, i garderoben, i caféen – hvem ansætter de mennesker? Jeg har aldrig mødt en eneste af musikhusets ansatte, der ikke virkede topmotiveret og servicemindet – endda med et kærligt twist. Man føler sig som en mere end velkommen gæst. Og nu sidder du sikkert og råber: Hvad med kontrollørerne?

Kontrollørerne? De er super, bare super.

Første akt af ”Dirch”. Min dreng sad med hånden under sin kind og så høfligt med, men ”lugten” af kedsomhed fornægtede sig ikke, og han havde ellers glædet sig helt vildt.

Romeo er lige fyldt 18 år og går i 1.g på Bornholm, og når han er på besøg, bruger vi storbyen, alt hvad vi kan. Rønne er hurtigt overstået på alle måder sammenlignet med Aarhus, især kulturelt. Jeg er ikke nedladende, men sådan er det jo. Bornholm har så meget andet.

Nå, men musikhuset er stort at besøge for ham, hver gang. Romeo har set ”Led Zeppelin Jam” med Alex Nyborg Madsen, og det, syntes han, var sjovt, selv om det slet ikke er den slags musik, han er interesseret i. Han har været på Comedy Zoo – standup-stedet, hvor man flytter hen som komiker, når man har tumlet i barnesandalerne på V58 i Vestergade. Romeo har været der mange gange og set de unge komikere på V58, og han er en slags stolt af ”vores” komikere, når de kommer videre til Comedy Zoo i musikhuset.

Han synes på en måde, at det er et kvalitetsstempel, og det har han jo på en måde ret i, for det er jo sådan for langt de fleste af os, at koster det noget, så er det af en bedre kvalitet, det er finere og meget, meget bedre, end når det er gratis, eller ...?

Stadig første akt af ”Dirch”.

»Vi går i pausen, skat, det lover jeg.« Romeo nikker udtryksløst til mig.

»Er du sikker, mor?«

»100!«

Og det gjorde vi. Gik.

Hvordan skal musikhuset trække teenagere til med andet end Comedy Zoo og anerkendte komikere i Store Sal? Hvordan skal de unge blive vant til eller ligefrem elske at gå i musikhuset? Hvad er der på programmet for dem? Jeg ved godt, at vi har mange skønne scener med cool koncerter for unge mennesker – Voxhall, Atlas, Radar, Train osv., men hvem skal gå i musikhuset om 15 år? Er der nogen, der tænker på det? Er der en plan, eller er det bare sådan, at kultursteder åbner og lukker? Om 10-15 år skal musikhuset så bare ligge der midt i vores by i al sin glans – eller rettere afglans?

Johanne Astrid Poulsen, født 2006, var i musikhuset den 27. januar i år, jeg så hende selv. The little rock drummer kalder hun sig på Facebook, og hun åbnede festen på Drumday & Groove Night, hvor musikhusets Rytmisk Sal var fyldt med nye og gamle trommeslagere fra hele Danmark.

Altså Astrid Johanne er 10 år og var langt den yngste. Den ældste, der var med, var vel Slades trommeslager, Don Powell (Slade var et meget berømt glamrock-band i Europa i 1970’erne). Powell er 70, oprindeligt er han fra England, men har boet mange år med sin kone i Silkeborg. Desværre havde han en skade i hånden, så han kunne kun holde en tale og desværre ikke spille.

Men det kunne mange andre: Laust Sonne fra D-A-D, Lovestick fra Lukas Graham, Mads Michelsen, mangeårigt medlem af Gnags, og mange flere. I pauserne kunne publikum hoppe om bag trommesættene og spille alt det, det ville. Det var Modern Drums, der havde arrangeret og stillet det hele til rådighed. Dagen var en succes, og aftenen endnu bedre. Det var happening, og publikum var i alle aldre, sikke en fest i musikhuset.

Efter første akt af ”Dirch”.

Romeo og jeg kom hjem. Han satte sig til at spille et eller andet game på sin iPad, jeg sad og skrev. Sådan gik der nogle timer, så tullede jeg i seng. Jeg aner ikke, hvad klokken var, da jeg pludselig hørte Romeos stemme gennem søvnen.

»Mor, fortæl mig om Dirch Passer, var han sød?«

»Så sød, men meget genert,« svarede jeg.

»Hvor mødte du ham?«

»Alle mulige steder i København, jeg var journalistelev, så jeg var så heldig at møde og tale med mange skønne kunstnere.«

»Årh, fortæl det nu rigtigt, mor, fortæl, ligesom du altid siger, at jeg skal fortælle om det, jeg har oplevet. Fortæl om Dirch Passer i farver, det, du så dengang, fortæl, så jeg kan mærke ham.«

»Det gør jeg en anden dag. Jeg vil sove nu.«

»Okay. Og mor ...?«

»Ja ..?«

»Tak, fordi jeg måtte komme med. Musikhuset er cool nok ...«

»Det er nemlig lige det, det er.«