Kære læser af min klumme
Ferien er forbi, og jeg har taget mine træskostøvler på og er parat til at gå både den ene og den anden vej med og for jer. Vi begynder med et brag. Er I klar? 1, 2, 3 – boom.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Fredag den 5. august var der premiere på en GastroArt-aften arrangeret af Aros Food Hall, restauranten under Regnbuen, og jeg siger jer: Løb, løb, løb hen til jeres computer og få reserveret billetter til næste superaften, der bliver første fredag i september, og sådan er det fra nu af og mindst et år frem. Første fredag i alle årets måneder kan I opleve en aften – ren kunst – og ja, jeg ved godt, at det her lyder som reklame – jeg betalte selv min billet – 699 kr. for syv-otte gourmet-retter med to forskellige champagner og skønne, skønne vine – så altså reklame?
Både gæster og alle de ansatte ville gerne snakke og grine, prise, skåle og meganyde på kryds og tværs.
Well, jeg synes bare, I skal vide, hvor unikt, lækkert og overraskende en aften det var sidste fredag, og tøv ikke, hvis du ingen har at følges med; man kan sagtens komme alene, for både gæster og alle de ansatte ville gerne snakke og grine, prise, skåle og meganyde på kryds og tværs. Køkkenchefen gennem seks år, Bjørn Madsen, vil maks. have 30-45 gæster til GastroArt-aftenerne. Det skal være intimt, og dét var det.
Der blev udsolgt på under fire timer, og denne aften var vi kun 36 gæster omkring to lange borde på ottende etage midt ude i museet, altså ikke i restauranten; vi sad på ”museumsbroerne”, der forbinder udstillingsgallerierne med de kæmpe vinduer fra Boy på nederste etage op til ottende etage. Jeg sad, så jeg kunne se ud over pladsen foran Aros og Ridehuset, og jeg kunne se og næsten kysse ”mit” elskede rådhustårn. Oh, my God, det var fantastisk og stemningen, maden – høj gastronomi (»Nyt Nordisk er blevet et fyord,« siger køkkenchefen Bjørn Madsen, »ARoS Food Hall kører ren ”Aarhus Mad” med lokale eller hjemmedyrkede råvarer, og langt det meste, vi serverer, er økologisk«) – og to slags champagne. Den ene var lavet i udkanten af Hobro og var sexet både i farve og syre, Rheum – Boblende Rabarbar hed den – og derudover mange spændende både rød- og hvidvine til de mange retter, jeg siger jer, det var som at være med i den smukkeste og mest overraskende film.
Her kommer rulleteksterne med fornavnene på alle de mennesker, som var med til at gøre denne aften til noget, jeg aldrig glemmer. De har fortjent at blive nævnt alle som en.
Køkkenet:
- Kokkeelev Henriette
- Kok Klaus
- Kok Michel
- Køkkenchef Bjørn
Tjenere:
- Overtjener Gaetano
- Tjener Amalie
- Tjener Peter
- Restaurantchef Martin
Securityvagter:
- Kong
- Mohammed
Opvasker:
- William
Rengøring:
- Anne
Jeg skulle gå, lidt før eventyraftenen sluttede, så jeg gik glip af kaffen og de fyldte chokolader i Regnbuen – dem napper jeg næste gang, for jeg kommer helt sikkert igen – og securityvagten Kong – han er mere end pragtfuld, jeg taler tit med ham, når jeg er på museet – Kong fulgte mig ned til der, hvor hele ”filmen” begyndte mange timer tidligere, nemlig i Aros' vareelevator, der genialt var forvandlet til en champagneelevator med damaskduge, forskellige snacks blandt andet sprødt kyllingeskind, som jeg drømmer om endnu, og flotte glas af den sart rosa danske champagne, Rheum, Rabarber Bobler.
»Vil du bestille en taxa, til Synnøve?« spurgte Kong portvagten.
»Det vil jeg da,« smilede Mohammed bag glasruden og vinkede til os.
Da jeg sad på bagsædet i taxaen, tænkte jeg på det, køkkenchefen, Bjørn Madsen, havde sagt til mig tidligere på aftenen.
»Jeg håber sådan, at vi rammer hver eneste gæst i hjertet med den her aften.«
Bjørn, dét gjorde I.