Den ondeste gade i Aarhus

Rå vold, vild gambling og masser af billige ludere.

Artiklens øverste billede
Doron Haahr underholder aarhusianerne med byvandringer med vidt forskellige temaer. Doron Haahr har en kandidatgrad i historie fra Aarhus Universitet. Arkivfoto: David Bering

Doron betyder ”gave” på hebræisk.

Drengen Doron blev født i byen Afula i det nordlige Israel den 10. februar 1984.

Hans far er israeler og mandelbonde. Hans mor var meget ung og tog til Israel fra Aarhus for at bo i kibutz. Hun blev forelsket i mandelbonden, og de fik snart ”gaven” Doron.

Når man får et barn, søger man ofte tilbage eller i hvert fald tættere på det, man kender. Sådan var det også med Dorons mor. Hun tog tilbage til Aarhus med drengen. Mandelbonden blev i Afula.

Doron Haahr er blevet 32 år, han bor stadig i Aarhus og er en ”gave” til byen. En gave fordi han laver de mest suveræne byvandringer.

Jeg var med den 4. maj om aftenen her i år.

Aldrig har jeg været med til en mere højtidelig, rørende, pragtfuldt og levende fortalt befrielsesaften, der handlede om de hårde år under besættelsen, men også befrielsesdagene i Aarhus. Om stikkere og frihedskæmpere, om sortbørshandlere og tyskertøser. Det hele var med. Vi gik fra det ene historiske hus til det næste. Flere af os havde tårer i øjnene, da Doron Haahr fortalte om bombardementet i Guldsmedgade så levende og engageret, at vi kunne høre og se alt for os. Der døde syv mennesker, da Guldsmedegade blev bombet. Et af dem var et barn på kun seks år.

Jeg delte denne aften med mange ægte aarhusianere og tilflyttere, vi var langt over hundrede bevægede mennesker i alle aldre, der sluttede aftenen af med helt spontant på trappen mellem Domkirken og teatret at synge: Altid frejdig når du går.

»Jeg laver ikke som sådan byvandringer for turister,« siger Doron Haahr.

»Det er der andre, der gør. Jeg vil gerne fortælle om Aarhus for dem, der bor her, og jeg oplever faktisk, at der er flere og flere, der er interesserede i deres egen historie og i byens, og det gælder faktisk alle aldersklasser,« siger Doron, der spiser en ostemad på nybagt franskbrød nede på Café Lava ved åen, hvor vi sidder uden for i solen.

Doron Haahr har en kandidatgrad i historie fra Aarhus Universitet, hvor han blev færdig i 2011. Han har været højskolelærer på Rønde Højskole, og i 2012 begyndte han at lave de byvandringer, som han kalder ”Aarhushistorier”. Desuden i oktober 2013 projektansat i Den Gamle By, hvor han er ved at færdiggøre en bog om hospitalernes historie i Aarhus. Bogen kommer til efteråret.

Som gymnasieelev på Marselisborg Gymnasium havde Doron Haahr tre timers undervisning i historie om ugen. Tre timer.

»Jeg havde verdens bedste historielærer, Marianne Groth Bruun. Hun var så god til at gøre faget spændende med sit smittende engagement. Hun var utrolig dygtig til at vise os, at historie ikke bare er kongerækken, men at det er en kompleks og foranderlig ting, og hun gjorde det så levende, når hun begrundede og forklarede, hvordan fortid og nutid hænger sammen. Marianne fik mig til at se og ikke mindst mærke og forstå det, og så havde hun masser af humor og selvironi og en enorm viden.«

»Tror du, at hun kan huske dig?« spørger jeg.

»Nej, det tror jeg ikke, hvordan skulle hun kunne det? Hun har jo haft mange hundrede elever. Men det er helt sikkert på grund af hende, at jeg er blevet historiker.«

»Doron Haahr? Selvfølgelig kan jeg huske Doron. Meget tydeligt endda – også selv om vi ikke har haft kontakt, siden jeg underviste ham i historie,« siger lektor Marianne Groth Bruun i telefonen, da jeg ringer til hende. Hun arbejder stadig som historielærer på Marselisborg Gymnasium.

»Doron var allerede dengang, så tidligt i sit liv en på alle måder utrolig god formidler. Han var et nysgerrigt og søgende menneske, både lyttende og spørgende, men på en meget stilfærdig måde. Alligevel kunne jeg sagtens mærke, at han brændte for stoffet. Historie er et fag, man skal have i gymnasiet, det er ikke noget, man kan vælge til eller fra, og du ved, ikke alle er lige interesserede. Men Doron han var så motiveret og forberedt.«

»Det er han stadig. Jeg har været med ham på byvandring, han er fantastisk, og han siger, det er på grund af dig, at han er blevet historiker,« fortæller jeg til Marianne.

»Det var dog skønt at høre,« griner Marianne Groth Bruun, men jeg kan høre, at hun er meget overrasket og temmelig berørt.

»Doron var aldrig den der elev, der utålmodigt spurgte: »Er vi færdige nu?«

Ordet ”færdig” fandtes ikke i hans univers. Der var altid nye ting, han ville vide noget om. Det var bare med at fylde på. Mere og mere viden, det er især det, jeg husker Doron for. Han turde stille spørgsmål og at engagere sig, han havde en ustoppelig drift og lyst til historiefaget.

»At min undervisning så har sat spor i ham, at jeg har inspireret ham, så det er blevet til hans fag, jamen, så når man vist ikke højere som lærer. Det gør mig utroligt glad,« siger lektor Marianne Groth Bruun.

Doron Haahr og jeg drikker endnu en kop kaffe på Café Lava.

»Ved du egentlig, hvor i Aarhus den ondeste gade ligger, Synnøve?«

»Uha nej, den lyder væmmelig, hvad er det for en gade?«

Doron griner.

»Det er Nygade. Den eksisterer stort set ikke længere, men resterne af den ligger nede bag ved Vor Frue Kirke, mellem kirken og Grønnegade. Jeg har en byvandring på torsdag, der hedder, ”Det utugtige Aarhus”, og der skal vi ned i ”den ondeste” gade, som den blev udråbt til at være i Ekstra Bladet en gang i 1950’erne, da en af avisens journalister rapporterede hjem til København, at aldrig havde han oplevet så meget rå vold, så meget gambling og kriminalitet og så mange ludere i én gade. Han var chokeret over det og syntes, at det dengang meget rå Nyhavn var den rene skovtur i forhold til Nygade.«

»Hvad fortæller du ellers om på den utugtige tur?«

»Jeg fortæller blandt andet om Kyllinge-Søren, Gok-Anna og Natmanden og så selvfølgelig om ludere og lommetyve og anden utugt i byen.«

»Det lyder sjovt, jeg kommer!«

Doron betyder gave, og det er hans historier om Aarhus også. Gaver.

Pak én ud, hvis du får lyst.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.